Hjulmand har planer om at eksperimentere

Danmarks landstræner vil vinde lørdagens testkamp mod Schweiz, men han har også planer om at prøve ting af.

Der skal slibes kanter, bygges relationener og findes svar, der tipper tingene i den rigtige retning, når Danmarks fodboldherrer lørdag aften spiller EM-testkamp mod Schweiz på Parkens plæne.

Den første af fire testkampe inden sommerens slutrunde.

Her skal holdet, ifølge landstræner Kasper Hjulmand, ud og finde sig selv og et udtryk, spillerne kan genkende. Det bliver vigtigt frem mod europamesterskabet, lyder det.

- Vi begynder i en ramme, vi tror kan komme i spil til EM, men vi vil også gerne være fleksible og prøve nogle ting af, og det skal de her to kampe (mod Schweiz og Færøerne, red.) også bruges til, sagde Kasper Hjulmand i et interview med DR Sporten.

Landstræner Kasper Hjulmand vil teste ting af frem mod EM, men han påpeger samtidig, at der skal være kvalitet i tingene, hvis holdet skal være med mod Schweiz, som er en dygtig modstander. (Foto: © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix)
Landstræner Kasper Hjulmand vil teste ting af frem mod EM, men han påpeger samtidig, at der skal være kvalitet i tingene, hvis holdet skal være med mod Schweiz, som er en dygtig modstander. (Foto: © Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix)

Vil han også gerne vinde, dér midt i eksperimenterne og holdets bestræbelser på at komme taktisk i vater? Naturligvis. Det er altid vigtigt at vinde, slog Hjulmand fast.

- Der er nogle underliggende ting, som gør det mere sandsynligt at vinde. Det er, at vi er rigtige på banen. At vi kommer med det, vi vil. At vi arbejder ud fra vores principper. Fordi så øger det sandsynligheden for at vinde.

- Man kan ikke bestille en sejr, men man kan bestille at arbejde på en bestemt måde derinde (på banen, red.). Når man spiller kampe, uanset om det er testkampe, drejer det sig om at vinde, sagde Kasper Hjulmand til DR Sporten.

Møder et kvalitetsmandskab

På fredagens pressemøde var den danske presse nysgerrig på, hvilke spillere Kasper Hjulmand finder plads til i startopstillingen og længere henne i rollen som indskiftere.

Er det en kamp, hvor vi skal se galla-opstillingen (førstekæden, red.)?, lød det blandt andet.

- Det ved jeg ikke, hvad er, svarede Hjulmand og dræbte præmissen uden større besvær.

- Jeg ser det sådan, at et fodboldhold er ikke 11 spillere. Det har jeg aldrig ment. Et fodboldhold er mange flere end det.

Til lørdagens træningskamp er der tilmed hele seks udskiftninger og ikke dem fem, som normalt er tilgængelige i en træningskamp, hvilket giver muligheder for at brede ressourcerne ud over endnu flere.

Det vigtigste er dog, at dem, der får chancen, griber den og finder deres højeste niveau frem. Schweiz er ikke nogen dårlig modstander.

- Det er et kvalitetsmandskab, som er på niveau med noget af det, vi møder til EM, sagde Hjulmand.

- Vi skal et niveau op for at kunne holde presset og presse med den intensitet og de bolderobringer, vi gerne vil, fordi gør vi ikke det, bliver vi straffet den anden vej. Så må vi stå lidt lavere. Forløbet for kampen kommer til at minde om en kamp til EM, sagde Danmarks landstræner.

Du kan følge Danmarks kamp mod Schweiz direkte i LIGA på P4 og på dr.dk. Der er kampstart klokken 20.00.