Græsk-makedonsk rigmand blev begravet med kostbare våben | historienet.dk
Aggie 11/Shutterstock/Ephorate of Antiquities of Imathia / Angeliki Kottaridi
Græsk krigshjelm over antik by

Græsk-makedonsk rigmand blev begravet med kostbare våben

I en antik hovedstad for Makedonien har arkæologer for nyligt fundet flere grave for indflydelsesrige personer. Gravkamrene bugner af dyrebare og velbevarede våben og rustninger.

I den tidligere makedonske hovedstad har byggeriet af et nyt kloaksystem kastet lys over landets mægtige fortid som en del af det hellenistiske imperium.

Under Aegae - eller Vergina, som byen også kaldes - har arkæologer nemlig fundet en adelsmands gravkammer med adskillige meget velbevarede våben og anden udrustning.

Det er ikke overraskende at finde veludrustede gravkamre i Aegae, hvor flere makedonske royale - heriblandt Alexander den Stores far, Filip 2. - er begravet.

Til gengæld fik gravgaverne i den nyfundne grav forskerne til at spærre øjnene op.

I et gravkammer på omkring fire gange tre meter fandt forskerne en kvinde samt en mand med et stort skjold, der var forstærket med jern flere steder.

Ved mandens side lå flere velbevarede våben af meget høj kvalitet, fortæller Angeliki Kottaridis, der ledede udgravningen, til lokale medier.

Gravkammeret var udsmykket med malede guldbånd, og forskerne kalder det "en vigtig grav".

Den stammer ifølge eksperternes første analyser fra det 3. århundrede f.Kr., og de mener, at rigmandens kone senere blev begravet i samme gravkammer som sin mand.

Græsk-makedonsk krigerhjelm på sort baggrund

Hjelmen, der blev fundet i krigerens grav, er af den illyriske type uden beskyttelse foran ansigtet. Der er afbildninger af illyriske hjelme på vaser fra helt tilbage til det 6. århundrede f.Kr.

© Angeliki Kottaridi

Krigergrav antyder større gravkompleks

Tæt ved graven for det adelige par ligger en en anden grav, der formentlig indeholder de jordiske rester af en stor kriger.

Ved hans fødder lå en meget velbevaret hjelm, der var typisk for græske soldater.

"Han har også et pænt sværd, som han holder i sin højre hånd, hans ringe er faldet af, og vi har også fibulaen, som holdt hans chlamys," fortæller Kottaridis med henvisning til den særlige kappe, som græske mænd bar i antikken.

De to nyfundne gravkamre ligger tæt på en tredje grav, der blev udgravet i 1969, og det får forskerne til at tro, de er på sporet af en større nekropolis i Aegae.

Byen var hovedstad i det græske kongerige Makedonien indtil det 4. århundrede f.Kr.

Det var her Alexander den Stores far Filip 2. blev myrdet, hvilket blev starten på Alexanders regeringstid, som gjorde Makedonien til verdens mægtigste imperium.