Zidan Sertdemir afslører: Afviste disse to klubber | Tipsbladet.dk
Foto: Getty Images
Superliga

Zidan Sertdemir afslører: Afviste disse to klubber

Zidan Sertdemir valgte FC Nordsjælland for næsen af to Bundesliga-klubber, der ønskede at hente det 17-årige danske stortalent.

FC Nordsjælland har hentet stortalentet Zidan Sertdemir tilbage til Danmark, og Superliga-topholdet slog to Bundesliga-klubber i kampen om den 17-årige midtbanespiller. 

I et interview med Viaplay har Zidan Sertdemir fortalt, at han også havde muligheden for at tage til andre klubber i Bundesligaen. 

- Der var nogle andre tyske klubber, men det gad jeg ikke. Jeg ville gerne tilbage til FC Nordsjælland. Jeg kender også Johannes (Thorup, red.). Han har været min træner på U17 og U14. Så det hele ligger bare op til, at det skulle være FC Nordsjælland, lyder det fra Zidan Sertdemir. 

- Det var mere til sommer, at de var interesserede. Det var Hoffenheim og Gladbach.  

Zidan Sertdemir, der nåede at spille tre Bundesliga-kampe for Bayer Leverkusen, har haft det som en prioritet at komme til en klub, hvor han kunne spille førsteholdsfodbold. 

- Jeg følte, at det måske ville blive det samme som Leverkusen, for jeg kom til Tyskland som 16-årig uden nogen førsteholdskampe i Superligaen. Jeg havde ikke noget erfaring. Så jeg følte, at det bedste var at komme tilbage til Superligaen, få spillet noget Superliga-bold, få noget erfaring og så tage afsted igen, siger Sertdemir. 

I interviewet fortæller Zidan Sertdemir, at han i øjeblikket døjer med lidt problemer med hoften, og at han derfor kommer til at tage det stille og roligt i den første tid i FC Nordsjælland. 

Få de hotteste rygter, de største handler og seneste transfernyheder i Tipsbladets store TRANSFER-LIVE