Man kommer ikke sovende til noget her i livet. Den læresætning kender de fleste. Og i øjeblikket er ordene en meget rammende beskrivelse af Nikolaj Jacobsens liv.

Faktisk mere rammende, end den danske træner ønsker det.

Bundesligaen brager af sted, det samme gælder Champions League, og i baghovedet spøger hele tiden landsholdet og forberedelserne frem mod en VM-slutrunde på hjemmebanet, hvor presset bliver massivt.

Med dobbeltjobbet som dansk landstræner og cheftræner i Rhein-Neckar Löwen er der med andre ord nok at se til for Nikolaj Jacobsen. Det har været hans virkelighed i halvandet år, og det er begyndt at sætte sine spor.

Nikolaj Jacobsen bringer det ikke på banen for at klynke, for han føler sig privilegeret over sin karriere. Men han erkender samtidig, at han er begyndt at se frem til de pusterum, der venter ham efter denne sæson.

»Jeg er sindssygt glad for begge jobs. Men det bliver meget håndbold - og kun håndbold - som det er lige nu. Og alle ens fridage og fritid går med håndbold. Der må jeg da være ærlig og sige, at jeg glæder mig til at få lidt pause både i forhold til mit hoved og min krop. Det er jo to jobs, hvor du i begge er under et vist pres, kan vi vel godt sige. Så der skal leveres hele tiden. Det mærker jeg selvfølgelig også,« siger han og fortsætter:

»Det bliver ekstremt hårdt at skulle sige farvel hernede (i Rhein-Neckar Löwen, red.), for jeg er sindssygt glad for at være i klubben, og jeg har et super godt forhold til spillerne og til alle i og omkring klubben. Men jeg glæder mig også rigtig meget til at få noget mere tid med min familie. Jeg ville gerne kunne være der mere for mine børn – og det glæder jeg mig til, at jeg kan. Jeg når jo slet ikke det, jeg gerne ville. Men vi vidste jo godt, da jeg sagde ja til dobbeltjobbet, at det ville gå udover familien i de to år, hvor det står på,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen, der har tre børn med konen Lenette.

»Og så skal jeg være helt ærlig og sige, at jeg også glæder mig til at kunne gøre noget for mig selv. Til at kunne begynde at se mine venner og hygge med dem. Jeg har jo ikke set nogen mennesker udenfor håndboldens verden i de fire år, vi har været her, så på den private del glæder jeg mig også til at få et noget mere aktivt social liv, som måske ikke har så meget med håndbolden at gøre,« tilføjer han.

Foto: OGNEN TEOFILOVSKI
Vis mere

Har det været hårdere at dobbeltjobbe, end du havde regnet med på forhånd?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til. Men jeg kan da godt mærke, at lunten er blevet kortere i forhold til visse ting, fordi jeg ikke får det frirum nu, som jeg gjorde tidligere – blandt andet i forbindelse med landsholdspauserne,« siger Nikolaj Jacobsen og uddyber:

»Der skal jeg jo så også beskæftige mig med håndbold og besvare en masse spørgsmål. Og vinde nogle kampe. Det skal man jo også med et dansk landshold, det er ikke sådan et job, hvor indstillingen er, at ’åh, det er også ok, hvis vi taber en kamp eller to’. Så jeg vil sige, at specielt den mentale del er hård, og det tærer også, det må jeg indrømme.«

Men før Nikolaj Jacobsen kan se frem til fridage i kalenderen, er han på jagt efter sit tredje tyske mesterskab til træner-cv’et.

Det glippede med et enkelt point sidste år, da Rhein-Neckar Löwen gik sukkerkold i slutspurten, efter klubben nærmest allerede var kåret til mester på grund af et komfortabelt forspring til forfølgerne.

Set udefra lignede det en stor nedtur, men afslutningen på sidste sæson hjemsøger ikke Nikolaj Jacobsen, fastslår han.

»Vi er selvfølgelig ekstremt ærgerlige og skuffede over, at det glippede, men der er mange faktorer, såsom skader på centrale folk, der lå til grund for det. Det sidder ikke specielt meget i mig,« siger han og fortsætter:

»Jeg ved, hvor svært det er vinde det her guld. Det her (Bundesliga-guldet, red.) er nok den sværeste titel at vinde overhovedet, for du er under maksimalt pres hver eneste gang, og hver eneste fejl kan koste dyrt. Der kan man godt være lidt misundelig på de danske trænere, som kan tabe en fire-fem kampe og stadig blive mestre på grund af slutspillet.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Danskerens tropper i Rhein-Neckar Löwen har smidt et enkelt uventet point i de første syv ligakampe i denne sæson, men er ellers kommet planmæssigt fra start.

I en af de mest åbne Bundesliga-sæsoner i mange år forudser Nikolaj Jacobsen dog, at Rhein-Neckar får brug for lidt medvind, hvis han skal sætte et guld-punktum i klubben, før han helliger sig landstrænerjobbet i Danmark på fuld tid.

»Den her sæson er den sværeste, jeg har haft hernede, fordi vi har fået fem nye spillere, og vi spiller med nye folk på centrale positioner. Så derfor kan man ikke sige, vi går ind som favoritter til at vinde mesterskabet. Jeg tror, vi får det sværere, end folk umiddelbart regner med. Jeg gider ikke snakke os ned eller noget, men det er virkeligheden,« siger Nikolaj Jacobsen og tilføjer:

»Men jeg synes stadig, vi har lige så gode guld-chancer som Kiel, Flensburg og Magdeburg. Så må vi se, hvilket hold der er mest stabilt,« siger Nikolaj Jacobsen.