ULRIKE MEINHOF // KRONIK – Mens det tyske politi jager de sidste medlemmer af Rote Armee Fraktions 3. generation, har Gyldendal genudgivet Klaus Høecks digtsamling Ulrike Marie Meinhof. Forlaget betragter værket som ikonisk. Ifølge Danmark Radio er den en hyldest til en af efterkrigstidens mest eftersøgte terrorister, der tilmed var i lommen på DDR, og som vanrøgtede sine små børn. Ulrike Meinhof blev en berygtet terrorist, men både som menneske og terrorist er hun overvurderet. Hun var ikke den værste.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Gyldendal præsenterer Klaus Høecks digtsamling således:
”Klaus Høecks ikoniske digtsamling fra 1977, ULRIKE MARIE MEINHOF er sammen med SORTE SONETTER (1981) en af de mørkeste digtsamlinger i det tyvende århundrede. Det er hævntørstige og personlige digte om undertrykkelse og hykleri i en uretfærdig verden, hvor en statsmagt kan dømme og dræbe modstandere, mens den samtidig legaliserer sin egen vold og undertrykkelse.”
Klaus Høecks digtsamling kan opfattes som en hyldest til Ulrike Meinhof jf. fx Danmarks Radios omtale af Gyldendals beslutning om at genudgive den. Digtsamlingen afspejlede måske i visse kredse tiden efter Ulrike Meinhofs død i 1976, og Klaus Høeck har da også taget afstand fra Meinhof og RAF. Naturligvis. Det ville have været dumt andet.
I dag ved vi meget mere om, hvorfor Ulrike Meinhof blev radikaliseret og ikke mindst DDR’s indflydelse på hende og hendes forbindelser til det østtyske sikkerhedspoliti Stasi. Standardværkerne er Stefan Austs Der Baader-Meinhof-Komplex fra 2005 og flere bøger, som Ulrike Meinhofs egen datter, Bettina Röhl har skrevet, herunder So macht Kommunismus Spaß: Ulrike Meinhof, Klaus Rainer Röhl und Akte Konkret (2018).
Bettina Röhls bøger handler om Meinhofs nære tilknytning til DDR og Stasi (også før hun blev terrorist i 1970), og om hvor naiv, hun i virkeligheden var, eller blev.
Dette var bestemt ikke sidste gang, at DDR blandede sig direkte i vesttyske indenrigspolitiske anliggender for at fremprovokere militant venstreekstremisme
Set i det lys må Gyldendals beslutning om at genudgive Høecks digtsamling betragtes som en fejl. Tilbage står, at Høecks digtsamling stadig er en hyldest til Ulrike Meinhof. Det kan et nyt forord ikke lave om på.
På den anden side havde Ulrike Meinhof, mens hun levede, ikke så stor indflydelse på Rote Armee Fraktions beslutninger. Terrorgruppens 1. generationsledere var Gudrun Ensslin og Andreas Baader – Baader-Ensslin-gruppen ville have været en mere præcis betegnelse. Ulrike Meinhof var bare mere kendt.
Hvem var hovedkræfterne i Rote Armee Fraktions 1. generation?
Gudrun Ensslin, Andreas Baader, Ulrike Meinhof og Horst Mahler – initiativtagerne til skabelsen af Rote Armee Fraktion (RAF) i 1971 – kunne ikke have udtrykt det bedre. Men RAF’s virkelige ledere var Gudrun Ensslin og Andreas Baader.
Horst Mahler, der er den eneste overlevende fra det firkløver, skrev teksten til RAF’s manifest, Das Konzept Stadtguerilla.
Lidt over 20 år senere blev Horst Mahler neo-nazist og holocaustbenægter. Så var det tilbage i brummen. I 2009 fik han 10 års fængsel for holocaustbenægtelse, hvilket er strafbart i Tyskland. Horst Mahler forsøgte at flygte i 2017, blot to år før dommen var udstået, søgte asyl i Ungarn. Asyl fik han ikke.
Kronen på værket var, da Der Spiegel i 2011 afslørede, at Horst Mahler mellem 1967 og 1970, dvs. før han blev medlem af RAF, var Stasi-agent. I 2023 fik han en ny dom for holocaustbenægtelse, denne gang 5 års fængsel. Han er i dag 87.
Gudrun Ensslin, RAF’s reelle leder, blev tricket af Stasi-agent
Gudrun Ensslin (1940-1977) var selve hjernen i RAF, hvis man kan udtrykke det sådan. Hun var yderst intelligent, handlekraftig og mentalt stærk. Denne treenighed af dyder havde de andre grundlæggere af terrorgruppen ikke.
Gudrun Ensslins far var præst og havde i 1930’erne deltaget i den Bekennende Kirche, der modsatte sig nazisternes forsøg på at erstatte kristendommen med en hedensk pseudoreligion. Under sin fars kyndige opdragelse blev Gudrun Ensslin en troende og pligtopfyldende person, som fik topkarakterer i skolen, og havde en veludviklet social samvittighed.
Efter gymnasiet begyndte hun at studere tysk, filosofi og protestantisk teologi på universitet i Tübingen. I 1960’erne blev Gudrun Ensslin som mange andre unge medlem af Sozialistischer Deutscher Studentenbund (SDS), som var tilknyttet det tyske socialdemokratiske parti (SPD). SDS arrangerede ofte demonstrationer mod atomvåben, som hun deltog i sammen med sin forlovede, Bernward Vesper.
Meinhof og Röhl drev ifølge dem selv kritisk journalistik, men i virkeligheden blev Konkret finansieret af DDR. Hver udgave fik et tilskud på 40.000 D-Mark
I maj 1967 fødte hun sønnen Felix. Få uger senere, d. 2. juni, blev et vendepunkt i Gudrun Ensslins liv. I forbindelse med en demonstration mod Shahen af Irans besøg i Berlin opstod der sammenstød mellem demonstranterne og politiet. Studenten Benno Sonnenberg blev dræbt af en politibetjent ved navn Karl-Heinz Kurras. Det fik Gudrun Ensslin til at stemple Vesttyskland som en fascistisk politistat, og hun oprettede den militante 2. juni-bevægelse.
Hvad hun ikke vidste, var, at Karl-Heinz Kurras ikke var vesttysk politibetjent, men derimod en Stasi-agent. Dette blev afsløret i 2009. Dette var bestemt ikke sidste gang, at DDR blandede sig direkte i vesttyske indenrigspolitiske anliggender for at fremprovokere militant venstreekstremisme. Dette løber som en rød tråd før d. 2. juni 1967 og i tiden omkring RAF’s formelle stiftelse i 1971.
DDR finansierede Ulrike Meinhofs tidsskrift Konkret
I 1957 oprettede den tyske forfatter og publicist Klaus Rainer Röhl, som Ulrike Meinhof fire år senere blev gift og fik to tvillingedøtre (Bettina og Regine Röhl) med, tidsskriftet Konkret.
Dette tidsskrift blev i 1960’erne det førende medie for den venstreorienterede studenterbevægelse. Ulrike Meinhof (f. 1934), der havde studeret psykologi og tyskstudier, opgav disse og blev i 1960-1962 chefredaktør for Konkret.
Meinhof og Röhl drev ifølge dem selv kritisk journalistik, men i virkeligheden blev Konkret finansieret af DDR. Hver udgave fik et tilskud på 40.000 D-Mark, hvilket med nutidens penge beløber sig til flere hundrede tusinde euro. For at dække over tidsskriftets tilknytning til DDR publicerede Konkret i hver udgave én kritisk artikel af kommunismen.
I 1964 blåstemplede lederen af Freie Deutsche Jugend (FDJ), Erich Honecker, der siden blev leder af DDR, tidsskriftet Konkret. Tidsskriftets tilknytning til det vesttyske kommunistiske parti KPD, der i 1956 blev forbudt, og reelt til DDR, blev i 2018 afsløret af Ulrike Meinhofs datter Bettina Röhl i bogen So macht Kommunismus Spaß: Ulrike Meinhof, Klaus Rainer Röhl und die Akte Konkret.
Karl Rainer Röhl fik forældremyndigheden over Bettina og tvillingesøsteren Regina, da Ulrike Meinhof blev arresteret og fængslet i 1972. Bettina Röhl og halvsøsteren Anja anklagede, da de blev voksne, deres far, Karl Rainer Röhl, for hyppigt at have foretaget seksuelle overgreb på dem, da de var børn.
Parret Andreas Baader og Gudrun Ensslin
Baader-Ensslin ville være en mere præcis betegnelse end Baader-Meinhof, for Andreas Baader og Gudrun Ensslin var drivkræfterne i RAF’s første generation.
De to mødtes i slutningen af juli 1967, blot et par måneder efter at Felix blev født. Andreas Baader havde ingen uddannelse. Han var droppet ud af skolen for at hellige sig tyverier af motorcykler og dyre biler. Men karismatisk, voldelig og impulsiv var han.
Ensslin fulgte Baader blindt og mistede undervejs såvel en del af sin klogskab som sin sociale samvittighed. Mindre end et par uger efter deres første møde, d. 7. august for at være præcis, foretog Baader og Ensslin deres første terroraktion: En røgbombe i Kaiser Wilhelms mindekirke i Berlin. Aktionen er beskrevet i bogen Vesper, Ensslin, Baader: Urszenen des deutschen Terrorismus (2005).
Hvad motivet var, står uklart. Måske var det blot en test. Det var bombeattentaterne af to af de største indkøbsmagasiner i Frankfurt am Main i begyndelsen af april 1968 derimod ikke. Motivet var en protest mod USA’s krig i Vietnam, som de så som amerikansk imperialisme samt kapitalisme i al almindelighed.
Bombeattentaterne førte til store materielle skader. Baader, Ensslin og deres to medsammensvorne blev arresteret et par dage senere og blev idømt 3 års fængsel. Deres advokater appellerede dommen. Appelsagen trak ud, og i november 1969 stak Baader og Ensslin af. De flygtede først til Paris og derefter gik under jorden. I april 1970 blev Andreas Baader på ny arresteret og overført til fængslet i Tegel (Berlin).
Det var i sommeren 1969 – mens appelsagen stod på – at Ulrike Meinhof mødte Andreas Baader og Gudrun Ensslin.
Meinhof: Fra berømt klummeskribent til Vesttysklands mest eftersøgte terrorist
Mens Andreas Baader sad fængslet, kontaktede Ulrike Meinhof i starten af maj såvel Andreas Baaders advokat, Jorst Mahler (tidligere omtalt) og sin forlægger med henblik på at få lov til at interviewe Baader som led i et bogprojekt med titlen Organization of Marginalized Young People.
Anmodningen blev imødekommet, og samtalen mellem Baader og Meinhof fandt sted d. 14. maj 1970 på Det tyske Centralinstitut for Sociale Studier i Berlin. Seancen førte til, at Gudrun Ensslin og en samling medhjælpere, herunder tre kvinder, befriede Andreas Baader. Det førte til skud og affyring af røgbomber. I forvirringen sad Ulrike Meinhof alene i læsesalen en kort stund. Skulle hun forblive i sin rolle som højt betalt og berømt klummeskribent, eller skulle hun følge med de andre?
Ulrike Meinhoft, der i studenteroprøret var blevet meget kritisk overfor USA’s krigsførsel i Vietnam, og som under indflydelse fra DDR allerede var kritisk overfor det vestlige forbrugersamfund og dens kapitalisme, traf efter et øjebliks tøven beslutningen om at flygte med de andre.
Andreas Baader og Gudrun Ensslin var blevet hårdføre terrorister. Nu blev hun det også, og som den mest kendte af dem alle fik hun prædikatet “Vesttysklands mest eftersøgte terrorist”.
Påstanden om, at kansler Helmut Schmidt havde givet ordre til at dræbe Ulrike Meinhof er absurd, siger Bettina Röhl. Stefan Austs dokumentation antyder, at hun har ret
Det hele er fint skildret og dokumenteret af Stefan Aust i Der Baader-Meinhof-Komplex (1998), der senere blev filmatiseret. Stefan Aust kendte de tre og miljøet i forvejen. Meinhof-døtrene kaldte ham for ”Onkel Aust”. Episoden blev med stor præcision også beskrevet af Stasi i en af dens akter.
I sommeren 1970 kontaktede Ulrike Meinhof Stasi, som tilbød hende at flygte til DDR, hvor hun kunne få en ny identitet. Men hvad med de andre terrorister? Ulrike Meinhof foreslog i stedet, at de alle blev fragtet til en palæstinensisk lejr i Mellemøsten.
Således blev Baader, Ensslin, Meinhof og Mahler fragtet fra den østtyske lufthavn Schönefeld til Fatahs militærlejr i Jordan, hvor palæstinenserne forsøgte at kamptræne terroristerne. Siden gik gruppen i skjul på Sicilien, hvor Ulrike Meinhof også havde medbragt sine to tvillingedøtre på 7 år.
Gudrun Ensslin foreslog, at døtrene skulle fragtes tilbage til Mellemøsten i en palæstinensisk lejr for forældreløse børn, hvor de skulle optrænes som guerillasoldater. Det var faktisk Stefan Aust, der befriede Meinhofs døtre. Han kendte flere af personerne i gruppen personligt og havde kendskab til deres kodeord. Stefan Austs beretning om operationen, herunder de afskyelige planer med døtrene, kan læses her.
Meinhofs død var ikke et statsmord
I 1972 intensiverede det vesttyske politi jagten på medlemmerne af RAF og fik om sommeren opsporet og anholdt Baader, Ensslin, Meinhof m.fl. De blev indsat i det topsikrede fængsel Stammheim uden for Stuttgart.
Efter knap 3 års isolation blev de efter en hungerstrejke sat sammen igen på 7. etage. Der brød skænderierne blandt dem ud i lys lue. Skænderierne er dokumenteret af Stefan Aust i den førnævnte bog, Der Baader-Meinhof-Komplex, men et uddrag om netop disse skænderier kan læses i artiklen med overskriften ”en kniv i ryggen”.
Andreas Baader kaldte Ulrike Meinhofs notater for noget regulært lort. Gudrun Ensslin forfalskede et af Meinhofs breve til Baader og kaldte det for ”et øje for et øje”. Gudrun Ensslin havde ingen respekt for Ulrike Meinhof, som hun betragtede som svag.
Det endte med, at Ulrike Meinhof brød sammen og tog sit eget liv.
Påstanden om, at kansler Helmut Schmidt havde givet ordre til at dræbe Ulrike Meinhof er absurd, siger Bettina Röhl. Stefan Austs dokumentation antyder, at hun har ret.
Den 13. marts 2024 har Bettina Röhl udgivet endnu en bog om Ulrike Meinhof, sin familie, RAF samt situationen under og efter studenteroprøret i 1968
Der kan skrives meget mere om Stammheim-processen. Fx at Andreas Baaders advokat Klaus Croissant blev Stasi-agent, samt at DDR skjulte en række af de mest fremtrædende personer i RAF’s 2. generation. Og de, der i det blodige efterår 1977 havde begået mordene på statsanklager Siegfried Buback, og bestyrelsesmedlem for Dresdner Bank, Jürgen Ponto, og kidnapningen af formanden for den tyske arbejdsgiverforening Hans-Martin Schleyer, fik alle ny identitet.
Tilstrækkeligt er det at sige, at DDR’s forbindelser til Meinhof og RAF var en gennemgående rød tråd. Da RAF’s flykapring, som havde til hensigt at befri Andreas Baader og Gudrun Ensslin, mislykkedes d. 18. oktober 1977, var klokken også slået for de to. De og den mindre kendte Carl-Jan Raspe begik selvmord den samme nat i oktober, som siden blev kaldt ”dødsnatten”.
Ulrike Meinhof – en nyttig idiot
Ulrike Meinhof var ikke et ikon. Hun var med sin egen datter Bettina Röhls ord ”en nyttig idiot” for DDR, et af Europas værste diktaturer i den kolde krig, og hun omgik nogle regulære galninge. Den ene, Andreas Baader, var det i forvejen, den anden, Gudrun Ensslin, blev det; den tredje var Stasi-agent, nynazist og holocaustbenægter.
Efterskrift: Den 13. marts 2024 har Bettina Röhl udgivet endnu en bog om Ulrike Meinhof, sin familie, RAF samt situationen under og efter studenteroprøret i 1968. Bogen, som også indeholder brevkorrespondance og mange fotos, hedder ”Die RAF hat euch lieb”. Die Bundesrepublik im Rausch von 68. Eine Familie im Zentrum der Bewegung. Der er længe blevet set frem til den bog.
Læs også Karsten Skjalms artikel “Tæppefald – Trump og Nixon”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
