Han spillede en regulær kongekamp mod FC København fredag aften.

Jonas Lössl virker nærmest forvandlet siden Superligaen endelig er gået i gang igen i 2024.

I sommer kæmpede den garvede målmand med småskavanker og et svingende niveau.

Men efter en mindre operation i knæene i vinterpausen, har FC Midtjylland-keeperen været flyvende.

Jonas Lössl stod en stor kamp mod FC København.
Jonas Lössl stod en stor kamp mod FC København. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg har ikke ondt i mine knæ længere. Det er dejligt. Jeg kæmpede med det i august, og det var træls,« siger Jonas Lössl, der senere fik en skade i baglåret, inden han endelig fik behandling for en flænge i menisken ved operationen.

Samtidig kalder han efteråret for »rodet.«

»Jeg kan ikke stå og sige, at de mindre gode præstationer i efteråret var på grund af knæet. Men jeg har det godt nu, og det var det rigtige at få det lavet,« siger Lössl, der blev kåret til kampens top i FC Midtjyllands 2-0 sejr mod FCK.

På trods af storformen få måneder inden EM-slutrunden i Tyskland, er det danske landshold slet ikke noget, den tidligere landsholdskeeper skænker mange tanker.

»Ikke noget som helst,« svarer han og bryder ud i et stort grin, da han bliver spurgt ind til landsholdet.

»Det er rigtig, rigtig lang tid siden, jeg har været en del af det. Jeg ville elske det, og jeg syntes, det var helt fantastisk at være med sidste gang. Men det er ikke noget, jeg går og spekulerer på overhovedet. Men Kasper kan altid ringe, så skal jeg satme nok tage den!«

I FCK-lejren var træner Jacob Neestrup rystet over løvernes præstation.

Det kan du læse mere om her.