Joachim Andersen forlader landsholdslejren - TV 2

Joachim Andersen forlader landsholdslejren

Den danske forsvarsspiller er ikke blevet sin skade kvit og rejser derfor nu hjem til London.

Joachim Andersen forlader landsholdslejren forud for EM-kvalifikationskampene mod Finland og Kasakhstan.

Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter tirsdag.

- Han er ikke blevet klar efter den skade, han fik under opvarmning til kamp for Crystal Palace i lørdags (mod Arsenal, red.). Der udtages ikke en erstatning, skriver DBU.

De første undersøgelser viste ikke noget nævneværdigt

Mandag var landstræner Kasper Hjulmand ellers fortrøstningsfuld i forhold til 26-årige Joachim Andersens skade.

De første undersøgelser af forsvarsspilleren foretaget i London så nemlig lovende ud, fortalte Hjulmand til den danske presse i Helsingør.

- Joachim blev undersøgt her til morgen i London, og de fandt ikke noget nævneværdigt. Vi er selvfølgelig meget påpasselige med den læg, som har drillet ham før, lød det fra landstræneren.

Derfor ville Hjulmand og sundhedsstaben på landsholdet også se det an dag for dag, men håbet var, at Andersen kunne være involveret i en eller begge EM-kvalifikationskampe.

Det kommer han altså ikke til.

Truppen til de første EM-kvalifikationskampe

Målmænd:

  • Kasper Schmeichel
  • Mads Hermansen
  • Frederik Rønnow

Forsvarsspillere:

  • Simon Kjær
  • Andreas Christensen
  • Victor Nelsson
  • Joakim Mæhle
  • Alexander Bah
  • Elias Jelert
  • Jens Stryger Larsen (efterudtaget i stedet for en skadet Victor Kristiansen)
  • Rasmus Nissen Kristensen

Midtbanespillere:

  • Pierre-Emile Højbjerg
  • Philip Billing
  • Christian Nørgaard
  • Mathias Jensen
  • Morten Hjulmand

Angribere:

  • Martin Braithwaite
  • Anders Dreyer
  • Rasmus Højlund
  • Jonas Wind
  • Marcus Ingvartsen
  • Mikkel Damsgaard
  • Mohamed Daramy