Jeg er skrækslagen ved tanken om at skulle på plejehjem
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:03
Af Jenny Østergaard, Højgårdsvej 5, Skovsgaard, 9460 Brovstpluto@pc.dk
ÆLDREOMSORG: Til læserbrevet i Nordjyske, hvor Knud Erik Larsen (14.7.) pænt skriver, om man kan være bange for at blive gammel eller bare så dårlig, at man bliver plejekrævende, må jeg sige – ja. jeg er skrækslagen for at komme dertil.
Det er ikke kun det nu omtalte plejehjem Margrethelund, der har problemer.
Jeg har lige været inde over en meget nær bekendts indlæggelse på sygehus – som desværre også var ganske utilgivelig forfærdelig med forkert medicinering m.m. – samt efterfølgende overflytning til Jammerbugtens Plejecenter i Pandrup i aflastning. Der er flere ting, som ganske enkelt er det mest uhyggelige, jeg har oplevet.
Min bekendte var ikke i stand til at bruge kaldeapparatet hverken på armen eller hængende om brystet – altså ganske ude af stand til at kalde på hjælp. Med lukket dør lå han så bare der, til det passede nogen at kigge ind. Så forfærdeligt.
Det indebar så også. at han ikke kunne få hjælp, da han fik dårlig mave og afføringen uafladeligt kom i bleen.
Da vi kom på besøg, stank vedkommende ganske forfærdeligt – og hele stuen naturligvis også.
Vi fik kaldt hjælp, og han blev skiftet, men hvor længe han havde ligget, ved vi ikke. Nok i over en time – fra han var lagt efter middagsmaden.
Vi må kalde hjælp endnu engang – og der bliver skiftet. Tredje gang vi kaldte, stak en person hovedet ind, og vi fik den besked, at de sandelig ikke havde tid til at skifte nu, da de havde vagtskifte – med orientering/overlevering, så det måtte vente, til de var færdige.
Da der var gået 20-25 minutter, ringede og ringede og ringede jeg – nu var min tålmodighed brugt op. Så blev han skiftet. Klager over, at han havde så forfærdelig ondt, da hans skind på enden helt var ædt væk af den stærke afføring. Ingen havde sagt noget om det, så jeg måtte trampe hen og bede om at få at vide, hvorfor man ikke gjorde noget ved det.
Svaret var, at man lige sad og talte om det, og nu skulle jeg få en seddel på, hvad jeg kunne hente på apoteket. Ja tak – nu var jeg så heldig at have bil og kunne hente produkterne straks, så behandlingen kunne komme i gang.
Fra plejehjemmet til apoteket var der et godt stykke vej. Alt i alt en forfærdeligt ydmygende situation. Og man skulle selv sørge for at få leveret medicinen, købe bleer og meget andet – ingen råd eller vejledning.
Til sidst orkede familien ikke mere og bad om hurtigst muligt at få min bekendt flyttet til andet plejehjem.
Heldigvis blev der med dags varsel fundet en plads på Solbakken i Brovst.
Jamen, kære venner – det virkede, som man kom i himlen i forhold til det tidligere. Venlige smil, lytter til, hvad man prøver at sige om patienten, er behjælpelig med oplysninger og vejledning med hensyn til medicin og bleer osv. Er der ganske kort efter, man har kaldt – og vi har aldrig hørt, at ”det ikke kan lade sig gøre nu”. Har sat bevægesensor op for overvågning om natten, da han kan blive meget urolig og blive viklet ud af sengen – og stadig ikke kan bruge knappet til at kalde hjælp. Så jeg mangler, at der er en solid snor, der kan trækkes i – eller en knap på størrelse med en tennisbold, når man har brug for hjælp.
Stive, opslidte eller gigtramte fingre har det altså svært med at trykke på den lille knap, der skal trykkes noget hårdt på for at tilkalde hjælp. Og det problem må der også være andre, der har.