Et liv uden smartphone • POV
Smartphone

Et liv uden smartphone

i Kultur/Børn & unge af
PÆDAGOGIK // KLUMME – “Jeg tror, at optagetheden af skærmene betyder noget for samværet med børnene. Jeg tror ikke, det er ”gratis”, når man er på en legeplads og lige tjekker ind på sit arbejde eller skriver en mail, fordi børnene ser ud til at lege fint med hinanden… det tror jeg har nogle konsekvenser for evnen til at være nærværende,” skriver lektor i pædagogik Jesper Koerstz Jensen, der har valgt ikke at have en smartphone.

Da jeg valgte at indlede jagten på den gode opdragelse, valgte jeg også, at det skulle være en jagt uden smartphone. Det er der flere grunde til.

For det første ved jeg, at jeg ikke kan administrere det. Jeg er vild med at læse om pædagogik, børneopdragelse, fodbold, musik og politik, og jeg går ofte ind på de samme sider igen og igen uden noget egentligt formål. Hvis jeg havde internet ved hånden konstant, ville fristelsen ganske enkelt blive for stor.

Man antænder arbejdscenteret i hjernen, og pludselig er man på arbejde i sin fritid, og det tror jeg bare har nogle konsekvenser for evnen til at være nærværende

Jeg ville være på Silkeborg stadion, til rockkoncert og på arbejde på en og samme tid, og det har jeg ganske enkelt ikke lyst til. Jeg har lyst til at være i Boserup skov, når jeg er i Boserup skov, og derfor ved jeg, at det ville være dårligt for mig med en smartphone.

For det andet har jeg ikke lyst til at være en af dem, der sidder med snuden nede i en ”plade” konstant (min vens farmor kaldte smartphones for plader, og det synes jeg egentlig er ret sjovt).

Nogle gange skal man bare stå og glo ud i luften

Forleden kørte jeg i tog med en flok skærmzombier, der var så opslugte, at de formentlig ikke ville ænse, om der så stod en nøgen mand ved siden af og lavede helikopteren. De ville allerhøjst registrere bevægelsen og åndsfraværende begynde at lede efter rejsekortet. Jeg synes, det er trist, at så mange mennesker stempler så meget ud og glor på plader, mens landskaber og tilværelser bare suser forbi.

For det tredje tror jeg, at optagetheden af skærmene betyder noget for samværet med børnene. Jeg tror ikke, det er ”gratis”, når man er på en legeplads og lige tjekker ind på sit arbejde eller skriver en mail, fordi børnene ser ud til at lege fint med hinanden. Man antænder arbejdscenteret i hjernen, og pludselig er man på arbejde i sin fritid, og det tror jeg bare har nogle konsekvenser for evnen til at være nærværende.

Hvordan kan det være, at ingen pludselig kan undvære at være på nettet bare en enkelt dag, når vi for ti år siden kun var det få gange om ugen? Og for lidt flere år siden slet ikke.

Hvis man virkelig vil tage nærværet og samværet med børnene seriøst, synes jeg, man skylder dem at slukke for alt, hvad der hedder arbejde og ligegyldig underholdning, når det ikke er højst nødvendigt.

Også selvom det betyder, at man indimellem bare skal stå og glo ud i luften (hvilket i øvrigt også er en højst undervurderet evne).

For det fjerde bliver jeg provokeret af, at forbrugsguden siger, at vi alle sammen skal have en kæmpetelefon, og så løber vi alle sammen ud og køber en kæmpetelefon. Er vi i virkeligheden bare blevet en flok lemminger? Hvordan kan det være, at ingen pludselig kan undvære at være på nettet bare en enkelt dag, når vi for ti år siden kun var det få gange om ugen? Og for lidt flere år siden slet ikke.

Det er sliddet værd

Jeg bliver altid Rasmus modsat, når sådan nogle mega-trends rammer nationen. Jeg får lyst til at gå imod det. Også selvom det betyder, at tilværelsen nogle gange bliver vanskeliggjort, som den vitterlig gør, når jeg skal fedte med kontanter, mens alle andre overfører på Mobilepay, eller når jeg skal printe et bykort ud, i stedet for bare at slå det op på telefonen.

Men jeg synes, det er sliddet værd (indtil videre). Jeg har ikke lyst til at bruge tusindvis af kroner på en plade, der gør mig fraværende, distraheret, sender mig på arbejde i min fritid og i øvrigt skader samværet med mine børn.

Så det er, som om der i hvert fald nogen steder er en længsel efter tiden, hvor man havde fri, når man havde fri, og hvor Aula primært var en betegnelse for en festsal eller en mindre plads omkranset af bygninger

Og jeg ved godt, at det er ekstremt ikke at have en plade i dagens samfund, og jeg ved godt, at jeg sikkert snart må overgive mig, hvis jeg fortsat vil have muligheden for at gå til koncert, køre med toget, rejse til udlandet og handle i butikker. Men indtil videre holder jeg fast og noterer mig, at rigtig mange siger pæne ting som:

”Bare det var mig” og ”det gad jeg faktisk også godt”, når jeg hiver min pænt slidte og i øvrigt  strømbærende-i-en-uge Nokia op af lommen.

Så det er, som om der i hvert fald nogen steder er en længsel efter tiden, hvor man havde fri, når man havde fri, og hvor Aula primært var en betegnelse for en festsal eller en mindre plads omkranset af bygninger.

smartphone
Foto: Pxhere

LÆS ALLE JESPER KOERSTZ JENSENS ARTIKLER HER


Topillustrationen er tegnet af David Seeberg og bringes efter aftale med kunstneren og skribenten. 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jesper Koerstz Jensen er lektor i pædagogik og indehaver af hjemmesiden dengodeopdragelse.com, hvor han hver fredag udgiver et indlæg om pædagogik, forældrerollen og børneopdragelse i Danmark i dag. Han deltager desuden flittigt i den offentlige debat og rejser rundt og holder foredrag om pædagogiske og opdragelsesrelaterede emner.

Seneste artikler om Kultur