Fritz Lang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fritz Lang
Fritz Lang i 1969.
Personlig information
Fulde navn Friedrich Christian Anton Lang
Født Friedrich Christian Anton Lang Rediger på Wikidata
5. december 1890
Wien, Østrig-Ungarn
Død 2. august 1976 (85 år)
Beverly Hills, Californien, USA
Gravsted Forest Lawn Memorial Park Rediger på Wikidata
Nationalitet Østrig-USA Østrigsk-amerikansk
Religion Kristendom, jødedom Rediger på Wikidata
Ægtefælle Lisa Rosenthal (1919-1921, hendes død)
Thea von Harbou (1922-1933, skilt)
Lily Latté (1971-1976, hans død)
Uddannelses­sted Königliche Kunstgewerbeschule München, Wien Tekniske Universitet Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Filminstruktør, filmproducer
Aktive år 1919-1960
Kendte instruktioner Metropolis, M, Dr. Mabuses testamente, Jeg er loven
Nomineringer og priser
Udmærkelser Storkors af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenestorden
Officier des Arts et des Lettres
Stjerne på Hollywood Walk of Fame
Karl Trupp-korset
Deutscher Filmpreis Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Fritz Lang (født 5. december 1890 i Wien, død 2. august 1976 i Beverly Hills i Los Angeles i Californien) var en amerikansk/østrigsk filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller.

Fritz Lang bliver kaldt tysk instruktør,[kilde mangler] men var østrigsk statsborger, da han arbejdede i Tyskland. Han blev først tysk statsborger ved sit ægteskab med Thea von Harbou. Efter sin emigration til USA blev han amerikansk statsborger.

Sammen med Thea von Harbou, som i Weimartiden skrev manuskripterne til flere af hans klassikere (bl.a. Metropolis og Dr. Mabuse), revolutionerede han filmen. Han udviklede en egen æstetik, der gjorde film som M, Dr. Mabuse og Metropolis til milepæle i filmhistorien. Ud over det æstetiske rummer hans film altid en betagende historie, som bliver fortalt i en ekspressiv og dyster atmosfære.

Stumfilm[redigér | rediger kildetekst]

Afskaffelsen af censuren i Weimarrepublikken medførte ændrede vilkår for filmindustrien: Filmproduktion blev fri for kontrol og fik et publikum, der var interesseret i billige forlystelser. Det var den situation, der mødte kunstneren Fritz Lang, da han kom til filmen. Efter at være blevet såret i 1. verdenskrig, begyndte han i 1917 at skrive manuskripter, og efter at være flyttet til Berlin, instruerede han i 1919 sin første film Halbblut.

Sit gennembrud fik han i 1922 med Dr. Mabuse, der Spieler. I 1926 fulgte hans mest kendte film, science fiction-klassikeren Metropolis. Filmen foregår i en dystopisk fremtidsby, og det er visualiseringen mere end historien, filmen er husket for. Billedet af svævende fartøjer mellem kæmpe højhuse og de innovative effekter var et eksempel på UFA-studiernes formåen i deres storhedstid. Den 3½-time lange film var ikke fuldstændigt bevaret. Først i 2008 fandt man en fuldstændig kopi i Buenos Aires. Kopien var i 16 mm format og med indbrændte undertekster, men kunne udfylde de manglende scener. Efter en omfattende rekonstruktion kunne publikum i 2010 se en 147 minutter restaurering.

Lydfilm[redigér | rediger kildetekst]

Langs første lydfilm var M, en kriminalhistorie om en børnemorder, som bliver jagtet af både underverdenen og politiet. Også her udnyttede han mesterligt den ny teknik: Melodien, som morderen fløjter (I Dovregubbens hal fra Peer-Gynt-Suite nr. 1 af Edvard Grieg), bliver genkendt af en blind ballonsælger og det fører til opklaringen af forbrydelsen.

Dr. Mabuse, en skurk som Lang brugte i en række film, er prototypen på det vanvittige geni, der ønsker at ødelægge verden. I Das Testament des Dr. Mabuse (da. Dr. Mabuses testamente) skriver Mabuse en håndbog for forbrydere i sin celle på sindssygeanstalten – en scene der kan ses som en analogi til skabelsen af Hitlers Mein Kampf, som blev skrevet i fængsel.

Emigration[redigér | rediger kildetekst]

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 forsøgte Goebbels at overtale Lang til at lave film for dem. Lang sagde nej og flygtede til Frankrig og i 1934 til USA. Derved forlod han også sin kone og manuskriptforfatter Thea von Harbou, som havde sluttet sig til nazisterne. Deres ægteskab havde dog skrantet i lang tid pga. Langs forbindelse med stumfilmsstjernen Gerda Maurus.

Film i USA[redigér | rediger kildetekst]

Skuespilleren Peter Lorre som debuterede i spillefilmen M. (Yousuf Karsh, 1946)

Lang fortsatte efter et par afviste projekter sin karriere i Hollywood. I sin første film i USA, Fury (1936), tegnede han, på samme måde som i M., en persons psykiske tilstand; her en person der uskyldig er anklaget for et mord og derfor må flygte. Efter den fulgte flere westerns bl.a. med Henry Fonda. I 1941 producerede han nogle anti-nazistiske film, bl.a. spionfilmen Man Hunt (1941) og Hangmen also die (1942, om attentatet på Reinhard Heydrich). I 1944 fulgte Ministry of Fear efter forlæg af Graham Greene og i 1946 Cloak and Dagger med Gary Cooper og Lilli Palmer.

Lige fra begyndelsen måtte Lang kæmpe mod studiernes selvcensur og begrænsninger af den kunstneriske frihed. I Fury måtte han ikke vise sorte ofre og kritisere racismen. På grund af sine anti-nazistiske film og sit bekendtskab med Bertold Brecht og Hans Eisler kom han i McCarthys søgelys under kommunistjagten i 50'erne.

Hjemkomst[redigér | rediger kildetekst]

I 1956 flyttede Lang tilbage til Europa og instruerede sine sidste film for producenten Artur Brauner: Der Tiger von Eschnapur og Das indische Grabmal, som han havde skrevet manuskripter til tidligt i sin karriere, og en sidste Mabuse-Film (Die 1000 Augen des Dr. Mabuse). Samtidig med de sidste film optrådte Lang i andre instruktørers film: I Le mépris fra 1964 af Jean-Luc Godard spillede Lang sig selv som filminstruktør; i filmen skal han lave en film over Homers Odyssé. Scenerne fra den fiktive film blev instrueret af Lang selv. Samarbejdet med Brauner var dog ikke lykkeligt, og han vendte skuffet tilbage til USA.

2. august 1976 døde Fritz Lang i Beverly Hills.

Filmografi[redigér | rediger kildetekst]

Følgende film er instrueret af Fritz Lang, eller han har på anden måde medvirket til.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Lotte H. Eisner: Fritz Lang. London 1976
  • Ludwig Maibohm: Fritz Lang. (Heyne Filmbibliothek, Band 32). Heyne, München 1981, ISBN 3-453-86034-9
  • Michael Töteberg: Fritz Lang. (Rowohlts Monographien). Rowohlt Taschenbuchverlag, Reinbek bei Hamburg 1985
  • Fred Gehler, Ullrich Kasten: Fritz Lang – Die Stimme von Metropolis. Henschel, Berlin 1990, ISBN 3-362-00522-5
  • Cornelius Schnauber: Fritz Lang in Hollywood. Unvollendete Memoiren. Europaverlag, Wien, München und Zürich 1986, ISBN 3-203-50953-9

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]