Gækken er løs og ekvilibrismen i spil på Frank Zappas Apostrophe (‘), der blev hans største kommercielle succes i karrieren, idet albummet nåede en 10. plads på US Billboard 200 listen og solgte til guld. Pladen, der består af ældre tidligere indspillede brudstykker og nyt materiale, er stort set optaget med de samme musikere og korsangere som forgængeren Over-Nite Sensation (1973).

Kombinationen af fusion, jazzrock og progressiv rock med korte og længere numre er bevaret på Apostrophe (‘), der tekstmæssigt knytter an til det bizarre, obskure og satiriske univers fraset ’Uncle Remus’, der handler om racisme og den sorte borgerrettighedsbevægelse og lyrisk i stil med ’Trouble Every Day’ fra hans første album Freak Out (1966) krediteret Mothers of Invention.

’Don’t Eat the Yellow Snow’, ’Nanook Rubs It’, ’St. Alfonzo’s Pancake Breakfast’ og ’Father O’Blivion’ er sammensat som en suite på side 1 af Apostrophe (‘) uden at være egentlig tematisk beslægtede fraset de to førstnævnte, der handler om eskimoen Nanook, som kraftigt opfordres til at holde sig fra den giftigt gule sne og passe på, hvor the huskies go. Zappas percussionist Ruth Underwood trakterer marimbaen på ’St. Alfonzo’s Pancake Breakfast’ med en svimlende virtuos vildskab, der leder direkte over i den hæsblæsende og overlegent udførte ’Father O’Blivion’.

Kun Zappa og hans musikalske håndlangere slap helskindet fra den slags udknaldede løjer på det tidspunkt spillet med en nonchelance, som indtog man morgenmaden samtidig med nodelæsningen og indlæringen af de hundesvære kabinetstykker. ’Cosmik Debris’ udkom som single med ’Don’t Eat the Yellow Snow’ på b-siden. For at gøre forvirringen total, blev ’Don’t Eat the Yellow Snow’ efterfølgende lanceret som single med ’Cosmik Debris’ på den anden side udsendt af Zappas eget selskab DiscReet Records, som førte bevis for, at alternativ markedsføring også var vejen frem for nichekunstnere, der ikke just overanstrengte sig for at tækkes hr. og fru Amerika.

’Cosmik Debris’ minder mere om sofistikeret gyngende bluesrock med Zappa i sologuitar storform hen over en rytmisk fast bund tilføjet finter og subtile forskydninger. Arketypisk Zappa, kort sagt. Tina Turner anes her ukrediteret på kor sammen med flere fra The Ikettes. Turners tyranniske husbond Ike  Turner brød sig ikke om Zappa og mente derfor ikke, at konen og The Ikettes skulle nævnes i forbindelse med den slags rædselsfulde halløj.

’Excentrifugal Forz’ lyder lige så mystisk som nummerets titel, mens der gås til stålet i den instrumentale titelsang, der fungerer som en spontan jam i studiet, hvor Jack Bruce er opgivet som bassist og medkomponist. Bruce har benægtet begge dele og påstår kun at have trakteret sin cello i sangens åbningsstykke. ‘So I turned up in a NY studio with my cello, I’m listening to [Zappa’s] music, pretty awful, and just don’t know what to do with myself, and Frank [Zappa] says to me: “Listen, I would like you to play a sound, like this… whaaaaaang!!!” So I did what he asked me to do. Whaaaaaang!!! That was all. That was my input to Frank Zappa’s most popular record!’, lød hans forklaring i et polsk rockmagasin.

Meget mystisk, er det fristende at tilføje. Zappa udtalte følgende om forløbet: ‘Well, that was just a jam thing that happened because he was a friend of (drummer) Jim Gordon. I found it very difficult to play with him; he’s too busy. He doesn’t really want to play the bass in terms of root functions; I think he has other things on his mind. But that’s the way jam sessions go.’ Zappa har nok ret i sin antagelser, da bassporet umiskendeligt lyder som Jack Bruce i rollen som solist ud over det hele.

’Uncle Remus’ er en velklingende let gospel- og soulpræget sag skrevet i samarbejde med keyboard troldmanden George Duke, en af de vigtigste nøglespillere i Zappas særdeles givtige 1973-74 line-ups. De tæller ligeledes Ian Underwood og Napoleon Murphy Brock på saxofon, brødrene Bruce Fowler (trombone) og Tom Fowler (bas), Don ‘Sugarcane’ Harris og Jean-Luc Ponty begge violin samt trommeslageren Ralph Humphrey.

Humphrey får på albummet følgeskab af instrumentkollegerne Johnny Guerin, Ansley Dunbar og Jim Gordon, der tidligere har optrådt i Zappa sammenhænge live og i studiet. Alle de nævnte plus Ruth Underwood og George Duke er stærke kort i deres metier, som forstår og formår at indfri kapelmesterens eksternt høje krav til individuel kunnen og kreative færdigheder. Det er langtfra tilstrækkeligt blot at være i stand til at lære de mest krævende og nedfældede passager, de skal oveni udføres med teknisk overskud og finesse for at kunne overleve i Zappaland.

Hele molevitten på Apostrophe (‘) rundes af med den lidt over seks et halvt minutter lange ’Stink-Foot’, hvor Zappa synger om fodhygiejne og atter demonstrerer sine evner som guitarist i noget, der overfladisk minder om den velkendte bluesform tilsat elementer af jazz og Duke i sit tangentdriblende element. ’Stink-Foot’ i nedbarberet form hed oprindeligt ’The Bass & Drums Song’ og stammer tilbage fra indspilningen af Chunga’s Revenge i starten af 1970.

Frank Zappa har altid yndet at citere og genbruge sig selv på ikke sjældent overrumplende og opfindsom vis i sin enorme produktion, hvilket Apostrophe (‘) er en bekræftelse af og med et tilpas stort salg, der noget uvant gav ham en kortvarig adgang til top-ti. Sangene fra Apostrophe (‘) udkom i 2016 på compilationen The Crux of the Biscuit i alternative udgaver heraf flere live, der kaster nyt lys over Zappas 18. album, når Mothers of Invention udgivelserne medregnes.