Optakt: Den dårlige eftersmag skal skylles væk - OldTrafforddk

Optakt: Den dårlige eftersmag skal skylles væk

Manchester United tager onsdag aften imod bundproppen Sheffield United, i en kamp hvor intet andet end tre point er acceptabelt. Bliv klædt på til Premier League-opgøret her.

Manchester United vandt FA Cup-semifinalen mod Coventry City, men tabte på en måde også. Sådan føles det i hvert fald.

Det er helt surrealistisk, at man kan spille sig i en FA Cup-finale og samtidig efterlade et så dårligt indtryk. Ingen var rigtig glade – heller ikke spillerne.

Derfor må man forvente, at Erik ten Hag, truppen og staben er mere end opsatte på at give alle United-fans en bedre oplevelse i onsdagens Premier League-kamp mod Sheffield United.

‘The Blades’, som er ledet af Chris Wilder, er ikke matematisk rykket ned endnu, men alt håb er ude. Deres sæson er ovre, mens United fortsat har meget at spille for.

Hvis Old Trafford skal huse europæisk fodbold til næste sæson, skal United minimum havne i top-7. Lige nu puster både West Ham og Chelsea de røde djævle i nakken.

Derudover er Jason Wilcox tiltrådt som teknisk direktør. Særligt Erik ten Hag, men også spillertruppen, er derfor til eksamen i den kommende tid. Der skal leveres resultater og gode præstationer, hvis de vil beholde deres job. Og det starter i aften, når der fløjtes op på Old Trafford.

Dato, tid og sted

Manchester United tager imod Sheffield United på Old Trafford onsdag d. 24. april kl. 21:00.

Dommer

Michael Salisbury. Han dømte senest Manchester United tilbage i september 2023, da man i Carabao Cup besejrede Crystal Palace med 3-0.

Skader og karantæner

Skadeslisten i Manchester United er desværre ikke blevet kortere siden søndagens kamp på Wembley.

På gårsdagens pressemøde udtalte Erik ten Hag, at Alejandro Garnacho, Scott McTominay, Marcus Rashford og Bruno Fernandes er tvivlsomme efter dramaet mod Coventry City. Bruno Fernandes har dog “kun” problemer med hånden, så han forventes at blive klar. Klubben regner også med, at Garnacho når at komme sig.

Mason Mount, Willy Kambwala og Sofyan Amrabat stillede som bekendt ikke op til FA Cup-semifinalen, og det tyder ikke på, at de er blevet klar til midtugekampen mod Sheffield.

Victor Lindelöf, Tyrell Malacia, Anthony Martial, Lisandro Martínez, Luke Shaw og Raphaël Varane bliver heller ikke involveret i aftenens kamp.

Sheffield United er også hårdt ramt på skadesfronten. Forsvarsspillerne Chris Basham og John Egan er langtidsskadede. Derudover er Max Lowe, Rhys Norrington-Davies, George Baldock er også ukampdygtige.

Rhian Brewster, Tom Davies og Daniel Jebbison er begyndt at træne med holdet igen, men de forventes ikke at få minutter på Old Trafford.

Mulige startopstillinger

Medmindre 18-årige Louis Jackson bliver kastet for løverne og får sin United-debut fra start, bliver det Casemiro, der skal dække ind i midterforsvaret igen. Det lyder til, at McTominay og Rashford er meget tvivlsomme, så i mine øjne giver det ikke mening at spille dem fra start, når du har fuldgode erstatninger i Eriksen og Antony.

Manchester United (4-2-3-1):

Onana
Dalot – Casemiro – Maguire – Wan-Bissaka
Mainoo – Eriksen
Antony – Fernandes – Garnacho
Højlund

Sheffield United (3-5-2):

Grbic
Bogle – Ahmedhodzic – Trusty
McAtee- Vini Souza – Hamer – Arblaster – Osborn
McBurnie – Brereton Diaz

Hold øje med

Sheffield United har ikke holdt nullet i Premier League siden starten af december. De røde djævle skal simpelthen ud og angribe, hvilket gerne skal kaste mål af sig til Rasmus Højlund. Nu skal de snart til at sætte ham op til nogle kvalificerede afslutninger!

McBurnie og Brereton Diaz har efterhånden spillet mange kampe sammen fra start på toppen for ‘The Blades’ og kan potentielt godt volde Casemiro og Maguire problemer. Det er dér, udeholdets mål skal komme fra.

Derudover er der forlydender om, at der kommer en United-debutant på banen i aften. Ethan Wheatley, Harry Amass, Louis Jackson, Habeeb Ogunneye og Shea Lacey er alle i spil til en plads i truppen. Det kunne være interessant at se én af dem på banen. I så fald vil det være akademi-spiller nummer 250, der får debut på førsteholdet.

Skribentens bud på kampens resultat

Hvis jeg var United-spiller, ville jeg gøre alt for at give fansene en god oplevelse i aften. Derfor skal kampen også kaste en overbevisende sejr til Erik ten Hags mandskab af sig mod et hold, som de facto allerede er rykket ned.

Manchester United vinder 3-0. Rasmus Højlund bliver dobbelt målscorer.

Hvor kan man se kampen?

TV3 Max og Viaplay. Peter Kjær og Jesper Simo kommenterer opgøret.

Skriv et svar
Forrige artikel

The Telegraph: Dette er Wilcox' to fornemmeste arbejdsopgaver

ANNONCE