Nu er det bekræftet: Første kongelige bryllup i 2024 | BILLED-BLADET
9. okt. 2023
Af Christinna Braun

Nu er det bekræftet: Første kongelige bryllup i 2024

Prins Abdul Mateen (og sultan Hassanal i fronten).
Prins Abdul Mateen (og sultan Hassanal i fronten).
Foto: Royal Hashemite Court
Allerede i begyndelsen af januar finder det første bryllup sted.

Flere kongelige bryllupper har fundet sted i 2023, og allerede nu er det første kongelige bryllup næste år bekræftet.

Ifølge Hello Magazine har sultanen af Brunei bekræftet, at hans søn prins Abdul Mateen, 32, gifter sig med Anisha Isa Kalebic i januar 2024.

Selve datoen – eller datoerne – er også allerede bestemt, skriver mediet.

”Ved kongelig befaling fra Hans Majestæt Sultan Haji Hassanal Bolkiah Mu’izzaddin Waddaulah af Brunei Darussalam, annoncerer paladset, at det kommende bryllup mellem Hans Kongelige Højhed prins Abdul Mateen og Anisha Isa Kalebic vil blive afholdt fra den 7. til den 16. januar 2024,” står der i den officielle meddelelse ifølge Hello Magazine.

Fejringen, som varer i ni dage, bliver indledt med bl.a. optrædener fra kongelige hofmusikere, før selve vielsen finder sted den 11. januar i Sultan Omar Ali Saiffuddien Moskéen.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-09/52942768612_137167e8da_o.jpg
Prins Abdul Mateen og sultan Hassanal.
Foto: Royal Hashemite Court

Ifølge Hello Magazine vil en stor, kongelig bryllupsreception og banket med gæster fra hele verden også finde sted.

Sultan Hassanal og den kommende brudgom prins Abdul Mateen var den 1. juni med til et af de helt store kongelige bryllupper, der har fundet sted i år.

Her blev den jordanske kronprins Hussein gift med sin elskede Rajwa ved et kæmpebryllup i Jordans hovedstad, Amman, hvor bl.a. også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltog.

Om der vil være dansk deltagelse ved det kommende bryllup i Brunei, må tiden vise.

Prins Abdul Mateen er søn af sultan Hassanal og Mariam Aziz. Parret var gift fra 1982-2003.

Læs mere om: