Tusindvis af canadiske børn blev mishandlet på katolske skoler. Nu er pave Frans rejst dertil for at undskylde

Pave Frans rækker med sit besøg ud til de oprindelige folk i Canada, som den katolske kirke har begået overgreb mod

Der blev uddelt et håndkys, da Pave Frans mødte den forhenværende kostskolelev Alma Desjarlais fra reservatet Frog Lake First Nation ved en velkomstceremoni i Edmonton Lufthavn i delstaten Alberta. Denne uge er Paven i Canada på en bodsrejse for den katolske kirkes medvirken til overgreb mod Canadas oprindelige folk.
Der blev uddelt et håndkys, da Pave Frans mødte den forhenværende kostskolelev Alma Desjarlais fra reservatet Frog Lake First Nation ved en velkomstceremoni i Edmonton Lufthavn i delstaten Alberta. Denne uge er Paven i Canada på en bodsrejse for den katolske kirkes medvirken til overgreb mod Canadas oprindelige folk. . Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters/Ritzau Scanpix.

Kristeligt Dagblad begik i lighed med medier verden over en række fejl i dele af dækningen af de påståede grave i Canada i 2021. I flere af artiklerne fremgår det, at der var fundet massegrave, børnelig eller jordiske rester fra børn. Dette er forkert, som man kan læse i denne artikel, hvor Kristeligt Dagblad har undersøgt sagen til bunds. 

Fundene af påståede grave var baseret på en jordradar, som ikke kan konkludere eksistensen af grave eller jordiske rester uden en udgravning. Der er i skrivende stund ikke fundet beviser for ukendte grave ved de tidligere kostskoler. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.

Den katolske kirkes overhoved Pave Frans indledte i weekenden et ugelangt besøg til Canada, da han søndag ankom til byen Edmonton i delstaten Alberta. Her mødtes Paven kortvarigt med den canadiske premierminister Justin Trudeau samt udvalgte repræsentanter fra Canadas oprindelige folk, som er den egentlige årsag til, at Paven har taget den usædvanligt lange tur fra Vatikanet til det nordligste Amerika.

Pave Frans har erklæret, at formålet med turen er at søge “helbredelse og forsoning”. Den kommende uge vil han turnere Canada og mødes med overlevere fra de katolske kostskoler, som var en del af et særligt canadisk program, der i årene 1831 til 1996 skulle få børn af Canadas oprindelige folk til at vende deres kultur ryggen og tilegne sig vestlige værdier.

I dette projekt agerede den katolske kirke i mange år statens håndlanger og var en drivkraft i, at tusindvis af børn fra Canadas oprindelige folk blev mishandlet og mistede livet for efterfølgende at få deres jordiske rester skødesløst skaffet af vejen i de religiøse kostskolers baghaver.

I september sidste år undskyldte en sammenslutning af canadiske biskopper for overgrebene, og nu er det så blevet pavens tur som repræsentant for den universelle katolske kirke. Ved sit første møde med en af de forhenværende kostskoleelever, Alma Desjarlais, kyssede paven hendes hånd. Et billede, der mandag prydede nyhedshjemmesiderne i Canada.

Rejsen er i sig selv opsigtsvækkende, idet den 85-årige paves helbred den seneste tid har været skrantende, og at han sidder i kørestol på grund af knæproblemer, forklarer lektor i teologi ved Aarhus Universitet Jakob Egeris Thorsen.

"Pave Frans rejser nødigt langt og rejser slet ikke lige så meget som sine forgængere. Så at han har lagt vægt på at tage afsted på netop denne tur siger meget om, hvor vigtigt det er for ham og for den katolske kirke at række ud til de oprindelige folk i Canada," siger han.

Jakob Egeris Thorsen påpeger, at besøget ikke mindst også er en tilkendegivelse af, at man anerkender den katolske kirkes rolle i forsøget på at "europæisere mennesker." Et forsøg, hvis konsekvenser ifølge lektoren i bredt omfang er blevet negligeret af den katolske kirke i årtier.

"Men nu siger kirken fra højeste plan, at man tager det yderst alvorligt, og at man på vegne af den universelle kirke rækker ud til de her overlevere, som for en stor dels vedkommende også selv er en del af den katolske kirke i dag."

Fra 1831 til 1996 blev omkring 150.000 børn sendt på kostskolerne. Det var den canadiske stats projekt at gøre børnene vestlige, men det blev drevet hovedsageligt af katolikker og protestanter. Mange af børnene blev tvangsfjernet fra deres forældre og udsat for tilsyneladende systematiske grusomheder som fysiske, psykiske og seksuelle overgreb. De blev fejlernæret, og mange forsvandt på mystisk vis.

Den 85-årige pave Frans i kørestol hilser på høvding George Arcand Jr. ved en velkomstceremoni i lufthavnen i Edmonton, i delstaten Alberta. Den kommende uge er pave Frans i Canada på en bodsrejse for den katolske kirkes medvirken i overgreb på Canadas oprindelige folkeslag.
Den 85-årige pave Frans i kørestol hilser på høvding George Arcand Jr. ved en velkomstceremoni i lufthavnen i Edmonton, i delstaten Alberta. Den kommende uge er pave Frans i Canada på en bodsrejse for den katolske kirkes medvirken i overgreb på Canadas oprindelige folkeslag. Foto: Vatican Media/Reuters/Ritzau Scanpix

Canadas premierminister Justin Trudeau kaldte i 2015 omskolingsprogrammet for “et af de mørkeste kapitler i Canadas historie,” da han blev overrakt en rapport om overgrebene mod Canadas oprindelige folk, udarbejdet af en kommission for fred og forsoning.

I rapporten stod mange overlevere frem med deres voldsomme oplevelser fra tiden på de religiøse kostskoler, og kommissionen konkluderede, at mindst 4100 børn havde mistet livet som følge af overgreb og vanrøgt på skolerne. Om det tal er højt nok, er der tvivl om i dag.

For omfanget af forbrydelserne er først for alvor begyndt at stå klart de seneste år, hvor moderne teknologi har været nøglen til at opspore og opgrave hundredvis af børneskeletter på og omkring kostskolernes arealer.

I juni sidste år blev en massegrav med skeletter fra 215 børn, nogle helt ned til tre år, udgravet ved Kamloops Indian Residential School i provinsen British Columbia i det vestlige Canada. Og ikke kort tid efter oplyste en stammeleder for det oprindelige indianske samfund i provinsen Saskatchewan, at der var fundet 751 umarkerede grave på den katolske Marieval Indian Residential School, der fra 1899 til 1997 tog imod børn fra det oprindelige canadiske folk. I kølvandet på opdagelserne forlangte Justin Trudeau et besøg og en undskyldning fra den katolske pave. Det besøg blev så til virkelighed denne uge.

Blandt overlevere og efterkommere er der dog delte meninger om Pavens besøg. Nogle er rørt over, at han er rejst så langt for at undskylde på canadisk jord, mens andre mener, at det er alt for lidt alt for sent. Særligt nogle af de mere politiske og højtråbende organisationer er skeptiske, forklarer Jakob Egeris Thorsen. De ser gerne, at rejsen bliver fulgt op med økonomisk erstatning.

"Men mit indtryk er, at mange af de interne katolske overlevere er meget glade. De understreger, at det er samtalerne mellem de officielle møder, der er vigtige, hvor Paven sætter sig ned og hører på livshistorier. De understreger vigtigheden af, at dette ikke bliver en afslutning, men begyndelsen på en forsoningsproces,” siger Jakob Egeris Thorsen.

Pave Frans er i Canada indtil på fredag.