Danmark på afgrundens rand: Skåne er tabt!

Omkring et halvt år tidligere havde en dansk embedsmand overrakt en krigserklæring til en svensk kollega. Tidspunktet havde virket gunstigt for danskernes krig. Svenskerne var ved at udvikle sig til en stormagt, som truede Danmarks position, og det handlede derfor om at slå til, mens tid var. Sverige var dybt involveret i en strid i Polen, og hvis danskerne skulle gøre sig håb om at slå Sverige, skulle det være nu.

Karl 10. Gustav tog imod krigserklæringen med kyshånd. Krigen i Polen havde ikke givet de ønskede resultater, og en krig mod Danmark syntes mere overskuelig. Desuden var den danske krigserklæring en enestående mulighed for at knuse ærkefjenden og tage magten over hele Norden. Karl Gustav afbrød derfor krigen i Polen og sendte sine tropper mod den danske grænse. Og langsomt åd svenskerne sig gennem det danske land.

I løbet af efteråret blev Jylland besat, men Karl Gustav frygtede, at hans hær kunne blive fanget her, hvis Danmarks allierede angreb sydfra. Den usædvanligt kolde vinter, der havde frosset alle Danmarks indre farvande, gjorde det umuligt at sejle, men i starten af januar besluttede kongen at udnytte den kolde vinter til sin fordel.

På trods af spejdernes og generalernes kraftige anmodninger om at opgive planen gav Karl Gustav 28. januar 1658 ordre til en af militærhistoriens mest dristige operationer: Lillebælt og Storebælt skulle krydses ved at gå over isen.

For hans rådgivere virker missionen vanvittig, men Karl Gustavs selvsikkerhed vil snart ændre både Danmark og Sverige for altid.

Svenskerne stolede på Gud

Senere, den 28. januar 1658, blev 500 ryttere sendt af sted mod Fyn for sikre et brohoved. Den svenske konge selv tog med i en slæde for at vise sine soldater, at operationen ikke var det rene selvmord. Kongen og hans følge undgik det sted, hvor de fem spejdere nær var druknet, og nærmede sig i spredt formation Fyns sydvestlige kyst.

De danske tropper var dog forberedte på, at svenskerne muligvis ville forsøge at krydse Lillebælt. Kanonkugler kom derfor skøjtende hen over isen, da den svenske fortrop nærmede sig kysten. På grund af spejdernes uheld havde Karl Gustav ingen information om, hvor stærkt det danske forsvar var, så fortroppen turde ikke andet end at trække sig tilbage til Jylland.

Igen forsøgte de svenske generaler at overbevise kongen om, at hans plan ikke kunne gennemføres. Det var umuligt at få de tunge kanoner over isen, og hvis ulykken for alvor var ude, kunne hele den svenske hær gå til grunde, forklarede de. Men Karl Gustav stod fast. Han var overbevist om, at det var Sveriges bestemmelse at underlægge sig Danmark, og han troede fuldt og fast på, at Gud ville stå ham bi.

De næste to nætter udså spejderne sig det bedste sted på Fyn at gå i land. Valget faldt på Tybrind Vig nogle kilometer nord for den danske hovedstyrke. Natten til den 30. januar blev 24 spejdere sendt ud for at finde og afmærke den rute, som hæren skulle følge. Efter spejderne fulgte 600 mand med slæder lastet med tømmer. Det blev lagt over våger og revner i isen, så mænd, heste, slæder og vogne kunne krydse Lillebælt med minimal risiko.

Kongens slæde gik gennem isen

Om morgenen den 30. januar 1658 fik alle i den 10.000 mand store svenske hær udleveret et lille knippe halm, som de skulle sætte i hatten. Hærene i 1600-tallet bar ikke ens uniformer, så der var brug for et fælles kendetegn til at skelne ven fra fjende. Feltpræsterne bad en bøn og velsignede hæren – den svenske hærs skæbne var lagt i Guds hænder.

Med god afstand begav 3.000 ryttere, 7.000 fodfolk og en lang række slæder og vogne med proviant, telte og ammunition sig over isen langs den afmærkede og forstærkede rute. Det meste af turen foregik stort set uden uheld – en del slæder og vogne gik dog gennem isen og trak heste og kuske med ned.

Da de forreste ryttere nærmede sig Fyn, åbnede de danske kanoner ild. Rytterne spredte sig for at undgå kuglerne. De kom uden for afmærkningerne, og to eskadroner på hver 50 mand gik igennem isen og druknede.

Kongens slæde befandt sig blandt de forreste og kom ud et sted, hvor isen ikke kunne bære vægten af hesten. Isen sprækkede, og hesten trak slæden og kongen med ned i vandet. Karl Gustav kom hurtigt fri af de skind og tæpper, han var svøbt ind i, og blev reddet op på isen af tililende soldater. På trods af uheldet nægtede kongen at opgive. Han skiftede til tørt tøj, og til fods fortsatte han med resten af hæren mod Fyn.

Svenskerne krydsede Langeland

De danske kanoner blev hurtigt sat ud af spillet af en svensk rytterfortrop, og resten af den svenske hær kunne uhindret gå i land. Med det samme satte Karl 10. Gustav kursen sydpå mod den danske hovedstyrke.

Den danske styrke bestod hovedsagelig af bønder uden militær erfaring, og synet af de 10.000 krigsvante svenskere fik de 3.500 danskere til at overgive sig med det samme.

På resten af Fyn mødte svenskerne kun spredt modstand, og de kunne uden andre problemer end dem, som den kolde vinter gav, marchere tværs over Fyn. De svenske spejdere fandt en sikker overgang nord for Svendborg til Langeland og derfra videre til Lolland. Isen kunne sagtens bære både ryttere, slæder og vogne, men flere steder var isen dækket af mere end 10 cm vand. Det gav mange af fodfolkene forfrysninger i tæerne, og en del måtte have sat deres fødder af for at forhindre, at koldbrand skulle sprede sig til resten af kroppen.

Nu stod Karl Gustav nord for Nakskov. En af militærhistorien mest dristige og risikable operationer var afsluttet med både dygtighed og held. Kun fæstningsbyen Nakskov lå nu mellem den svenske hær og København.

Den svenske konge havde ingen planer om at lade en belejring af Nakskov standse hans march mod København. Han efterlod et mindre antal tropper, der skulle bremse eventuelle udfald fra byen, og fortsatte med ca. 7.000 mand mod hovedstaden. Allerede den 9. februar var han nået til Vordingborg uden at have mødt egentlig modstand.

Situationen var nu desperat for Danmark. Svenskerne var tæt på København, og den danske hovedstyrke befandt sig i Skåne, fordi kong Frederik 3. havde forventet, at krigen ville udspille sig dér. Nu var der kun én udvej: diplomati.

Frederik 3. kunne ikke gøre andet end at anmode om fred, og en delegation blev sendt til Vordingborg.

Forhandlingerne endte uden resultat – og den svenske hær fortsatte sin march mod København. Frederik 3. og københavnerne blev grebet af panik. Historier om den svenske hærs størrelse, dens plyndringer og grusomhed blev fortalt igen og igen, og en svenskerskræk spredte sig i den danske befolkning.

Den 13. februar stod svenskerne i Køge syd for København, og en ny dansk delegation blev sendt af sted for at forhandle fred. Denne gang med mandat til at gå ind på alle svenskernes betingelser. En våbenhvile blev indgået den 18. februar 1658, og derefter begyndte de egentlige fredsforhandlinger i Roskilde.

Danmark blev ydmyget

Intensive forhandlinger stod på i seks dage. Den svenske forhandlingsdelegation ville have afsluttet forhandlingerne så hurtigt som muligt, da de frygtede, at Danmarks allierede ville blande sig i konflikten. Danskerne var fortsat grebet af svensker-skrækken og ønskede at slutte fred, inden Karl Gustav ombestemte sig og angreb København.

Alligevel blev forhandlingerne vanskelige på grund af de svenske krav: Danmark skulle opsige alle alliancer, der kunne skade Sverige, og den danske flåde skulle forhindre fjendtlige skibe i at sejle ind i Østersøen. Desuden skulle Danmark afstå bl.a. Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Møn, Anholt, Læsø, Island og Færøerne. Og endelig skulle Danmark brødføde den svenske invasionsstyrke indtil maj 1658 og overgive 12 skibe, 2.000 ryttere og 2.000 fodfolk til den svenske hær.

Samtidig med de officielle forhandlinger i Roskilde førte de to konger private forhandlinger. Frederik 3. lod den svenske konge forstå, at han af frygt for at miste alt var indstillet på at acceptere de svenske krav. Flere af Frederiks rådgivere rådede dog kongen til ikke at skrive under på en aftale – udenlandske diplomater havde oplyst, at Holland, England og Preussen snart ville støtte Danmark af frygt for, at Sverige ville lukke for den lukrative Østersø-handel.

De svenske rådgivere havde også lugtet lunten og underrettede Karl Gustav om, at der var ved at opstå udenlandsk støtte til Danmark. En polsk og preussisk hær var endda på vej mod Jylland, så den svenske hær kunne risikere at blive fanget på Sjælland. Nu fik svenskerne travlt, og de slækkede på deres krav. Frederik 3. anså det for en diplomatisk sejr og tog med det samme mod tilbuddet.

Den 26. februar 1658 blev Roskildefreden underskrevet. Aftalen indebar, at Danmark skulle spærre Øresund for fjendtlige flåder og afstå bl.a. Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Og den danske hær skulle overdrage 1.650 soldater til den svenske. Det danske kongerige havde overlevet, men havde mistet en tredjedel af sine undersåtter til arvefjenden. Især tabet af Skåne var et hårdt slag, da landsdelen var en af de folkerigeste og mest velhavende provinser.

Karl Gustav ombestemte sig

I løbet af foråret 1658 fortrød Karl Gustav bittert, at presset fra Europas stormagter havde fået ham til at slutte fred, inden han havde opnået sit store mål: at blive konge over Sverige, Danmark og Norge. De svenske soldater blev derfor på Sjælland, og Karl Gustav hentede yderligere 6.000 mand fra Tyskland. Uden varsel eller krigserklæring blev de landsat i Korsør og drog mod København. Samtidig ankrede en svensk flåde op uden for hovedstaden for at afskære byen fra forsyninger.

Karl Gustav var overbevist om, at han kunne indtage København, inden Danmarks allierede kunne nå at reagere. Men hovedstadens borgere var fast besluttet på at forsvare deres by. Det var nemlig kommet dem for øre, at den svenske konge havde lovet sine tropper tre dages fri plyndring, når byen var erobret.

Københavns forsvar bestod af blot 3.000 soldater, men tusindvis af borgere meldte sig frivilligt. Voldene omkring byen blev i hast repareret og udbygget, mens bygninger og vegetation uden for voldene blev brændt, så svenskerne ikke havde dækning.

I de næste måneder kom det til flere blodige træfninger ved Københavns ydre forsvarsvolde, hvor svenskerne led store tab. Da størstedelen af de svenske kanoner heller ikke var nået frem, valgte Karl 10. Gustav at vente med et egentligt stormløb på byen. Det blev en afgørende beslutning for krigens udfald. I oktober nåede en hollandsk flåde med forsyninger og soldater nemlig frem til København og brød den svenske flådeblokade.

Svenskerne angreb København

Svenskerne trak sig tilbage til Brønshøj seks kilometer fra København. Her opførte de en befæstet lejr, hvor ca. 10.000 soldater og ca. 20.000 forsyningstropper, handlende, kvinder og børn boede – det svarede til antallet af indbyggere i København. Herfra planlagde Karl Gustav ned til mindste detalje det endelige angreb på København.

Angrebet kom den 10. februar 1659. Svenskerne stormede byen, hvor volden var svagest, men danske spioner havde dagene før opdaget de mobile broer, som svenskerne ville bruge til at krydse de tilisede voldgrave. Danskerne holdt normalt ca. 8 meter af voldgravene isfrie, så svenskerne havde lavet deres broer 11 m lange.

Spionernes opdagelse gjorde, at hundredvis af frivillige i al hast huggede renderne bredere, så svenskernes broer ikke kunne nå over. Det bremsede den veltilrettelagte svenske storm, som i stedet endte i forvirring og kaos – og i Karl Gustavs første nederlag. Omkring 1.000 svenske soldater blev dræbt, og ca. 2.000 blev taget til fange. Mindre end 20 københavnere mistede livet.

Svenskerne var nu for alvor trængte. En polsk-preussisk-østrigsk hær var trængt op i Jylland, og i maj sejlede de sidste svenske tropper i Jylland til Fyn. Karl Gustav nægtede stadig at give op, men en lungebetændelse satte både en stopper for den svenske konges liv og svenskernes krigslyst. Efter hans død blev resterne af den svenske hær hentet til Sverige, og nye fredsforhandlinger indledt.

Som mæglere i forhandlingerne deltog repræsentanter fra de europæiske stormagter. Danmark insisterede på at få Skåne og Bornholm tilbage. Sverige var villig til at betale den pris for freden, men England, Frankrig og Holland modsatte sig, at Skåne igen blev dansk. Det var nemlig ikke i deres interesse, at et enkelt land kontrollerede begge sider af Øresund.

Den 26. maj 1660 underskrev de to lande fredstraktaten. Danmark havde med nød overlevet som nation, men mistede for altid Skåne – og håbet om at blive en europæisk stormagt.