Sådan fik bilen sit gennembrud: Vildt væddeløb krydsede den halve verden

Ruten går over ishav

New York emmer af spænding den 12. februar 1908. Iført vinterfrakker har newyorkerne taget opstilling langs boulevarderne, og 50.000 mennesker er stimlet sammen på Times Square for at se starten gå til New York-Paris.

I månederne op til begivenheden har aviserne været fyldt med artikler om det spektakulære væddeløb rundt om jorden. Racerløbet er stablet på benene af det franske dagblad Le Matin og amerikaneravisen The New York Times – de to medier ved, at begivenheden vil bidrage med fast stof i et halvt års tid.

Løbskommissionen har valgt en rute, hvor deltagerne skal krydse USA fra øst til vest midt i den barske vintertid, så de kan nå op til Beringsstrædet mellem Alaska og Rusland, mens farvandet er tilfrosset. Når bilerne har passeret isen, går færden videre over den sibiriske tundra, indtil civilisationen omsider vender tilbage på turen fra Moskva til Paris.

“Utvivlsomt den hårdeste test af mennesket og maskinen, som nogensinde har fundet sted”, konkluderer avisen The New York Times, hvor selveste Roald Amundsen udpeger krydsningen af Beringsstrædet som “rejsens farligste strækning”.

Store dele af ruten har slet ikke veje egnet til bilkørsel, og i Asien – hvor mange aldrig har set et motorkøretøj – eksisterer der hverken autoværksteder eller tankstationer. Her vil det være nødvendigt at sende tønder med benzin i forvejen med tog.

Deltagerne er på forhånd klar over, at rejsen kan byde på alt fra forfrysninger og sult til møder med vilde dyr og voldelige røvere. Alligevel melder seks hold sig til dysten – et amerikansk, et tysk, et italiensk og tre franske.

“Enten gennemfører jeg, eller også bliver jeg aldrig set igen”, forudser den tyske holdkaptajn, premierløjtnanten Hans Koeppen.

Kl. 11.14 onsdag den 12. februar 1908 holder Koeppen og hans fem modstandere klar ved startlinjen på Times Square. De fleste af bilerne ligner mest af alt motoriserede hestevogne. De er læsset til bristepunktet med reservedele, værktøj, proviant og andet uundværligt udstyr til det 20.000 km lange væddeløb.

“Klar?” råber en løbskommissær og overdøver de skrattende motorer.

“Klar!” svarer holdkaptajnerne i kor, hvorefter startskuddet lyder.

Det vilde ræs er i gang.

Bilerne sidder fast i sneen

Selvom bilerne med al deres bagage ikke just ligner racerbiler, er de alle ombyggede sportsvogne, der under de rette forhold kan nå en topfart på 70-100 km/t. Men allerede lidt nord for New York ligger der sne på vejene, så kørerne må lette foden fra speederen.

Det italienske Züst-mandskab med journalisten Antonio Scarfoglio på holdet giver den alligevel så meget gas, at de får hul til de øvrige deltagere. 21-årige Scarfoglio ved, at en føring vil trække overskrifter – og dermed sikre Züst-fabrikken reklame hjemme ved Lago Maggiore.

Men for hver kilometer vokser snemængderne. Ved den lille by Hudson 200 km fra Times Square når sneen til fælgene, og bilerne sidder fast igen og igen.

“Snedriver er svære at komme igennem, og det er kamp, kamp, kamp fra morgen til aften”, rapporterer avisen Buffalo Express.

I kampen mod sneen mister italienerne føringen til den amerikanske Thomas Flyer med den berømte racerkører Monty Roberts bag rattet. Amerikanerne drager fordel af, at de som de eneste kender egnens veje.

Men når driverne bliver for høje, må mekanikeren George Schuster alligevel stå af og gå foran bilen for at prikke i sneen med en lang pind. Kun sådan ved Schuster, om de har fast jord under hjulene.

Alle i væddeløbet forbander forholdene.

“Vores arme har ikke længere kræfter til at flytte skovlene, og vores fødder kan ikke modstå kulden, som får dem til at fryse til is. Huden på vores hænder og ansigter er helt krakeleret”, skriver Scarfoglio.

Også den tyske premierløjtnant Koeppen – hvis Protos-bil med sit lastbil-lignende karrosseri er blandt de tungeste i feltet – er træt af sidde fast i sneen.

“Jeg forventer, at Sibirien vil være en picnic sammenlignet med det, vi har oplevet”, lyder det fra Koeppen, der efter 250 km ligger nummer fire. Under et middagsselskab i Albany slår han fast, at tyskerne “med sikkerhed vil passere målstregen”.

Langt efter alle andre er to af de franske biler – Motobloc og Sizaire-Naudin. De franske kaptajners håndtering af situationen er dog vidt forskellig.

Med en defekt motor og en bundplacering vælger Sizaire-Naudins kaptajn, Auguste Pons, at trække sig ud af løbet efter bare 72 km. Motoblocs rutinerede kører, Charles Godard, tager derimod situationen med ophøjet ro.

“Jeg rejser langt, ikke hurtigt”, udtaler han.

Frustrationer får frit spil

Da februar nærmer sig sin afslutning, slæber de førende tre biler sig gennem snemasser i delstaten Illinois, mens Motobloc og tyske Protos stadig befinder sig i Indiana.

Amerikanernes Thomas Flyer når først til Chicago, hvor Roberts og Schuster hyldes af indbyggerne, og få dage senere krydser de også Mississippifloden som nummer et. Deres gennemsnitsfart har været sølle 11 km/t. pga. alle vanskelighederne.

Det krævende terræn tærer på både kræfter og psyke hos alle deltagerne og skaber en dårlig stemning i bilerne.

“På en hel dag udveksler vi knap et dusin ord mellem os”, beretter Scarfoglio, mens Koeppens tyske holdkammerater begynder at bagtale deres holdkaptajn, der hverken sidder bag rattet eller smøger ærmerne op, når bilen sidder fast.

“Han elsker at posere for aviserne og lade os gøre alt arbejdet”, betror chaufføren Ernest Maas til en journalist i Indiana.

Værst er stemningen i den franske bil De Dion, der indtager tredjepladsen i løbet. Her bliver holdkaptajn Bourcier St. Chaffray rasende på holdets norske medlem, Hans Hansen, da nordmanden – der har boet i Sibirien i årevis og er med som arktisk ekspert – er for lang tid om at grave bilen fri af en snedrive. De to beslutter sig for at afgøre deres uoverensstemmelser i en duel.

Mens de to mænd roder efter deres pistoler i bagagen, råber Boucier St. Chaffray, at Hansen i øvrigt er fyret. Da fyringen i princippet løser konflikten, dropper de duellen.

Frustrationerne får også frit spil konkurrenterne imellem. De europæiske hold brokker sig over, at Thomas Flyer-holdet får alt for meget hjælp på turen tværs over USA. Hver gang amerikanerne sidder fast i sne eller mudder, myldrer de lokale ud for at hjælpe dem – enten med skovle eller ved at trække Flyeren fri med heste.

Da bilen møder nye problemer med sne i Wyoming og Utah, træder selv jernbaneselskabet Union Pacific til for at gøre livet lettere for Flyer-holdet. Amerikanerne får lov til at køre 50 km på sporet, og da de når Aspen Ridge, får bilen endda tilladelse til at køre gennem en lang togtunnel, så Flyeren ikke skal slæbe sig over bjergpasset.

Bagved kører italienerne som vilde for at indhente amerikanerne, der er ca. to en halv dags kørsel foran. Jagten koster nær italienerne livet, da deres Züst i tusmørke skrider ud, så baghjulene hænger ud over kanten af en 50 m dyb slugt.

Sikret med reb får italienerne halet bilen tilbage på vejen, og snart når de til det sted, hvor amerikanerne et par dage forinden har fået lov til at benytte jernbanesporet. Men nu melder Union Pacific, at sporet ikke længere må bruges af bilerne – heller ikke tunnellen gennem Aspen Ridge.

“Vi tabte tre dage på at skulle over passet, mens de bare lod Thomas køre igennem”, raser Züsts førstekører, Emilio Sirtori.

Amerikanerne kommer til Alaska

Den 24. marts ruller amerikanerne ind i San Francisco. Flyeren er langt foran konkurrenterne, der nu kun tæller fire biler. Motobloc er blevet diskvalificeret, efter at franskmændene forsøgte at snyde bilen ombord på et tog.

Med amerikanernes ankomst til vestkysten overtager mekanikeren Schuster rattet og kaptajnrollen i bilen, der efter løbsledelsens anvisninger skal sejle med fragtskib til Valdez i det sydlige Alaska.

Imens drøner den italienske Züst gennem det rustrøde ørkenlandskab i Nevada og i det sydøstlige Californien.

“Det er en tur uden liv og uden nydelse. Ikke ét træ, ikke ét menneske, ikke én telegrafpæl”, skriver Scarfoglio.

Den 4. april ræser Züsten ind i San Francisco, og tre dage senere følger den franske De Dion. Men mens europæerne venter på en færgeafgang til Alaska, ændres væddeløbets rute.

Schuster og en lokal guide har i hesteslæde inspiceret den rute, som bilerne skal benytte op gennem Alaska, og konklusionen er klar: Deltagerne er ankommet så sent, at de umuligt vil kunne nå op gennem Alaska og krydse Beringsstrædet.

Løbsledelsen beslutter derfor at lade bilerne sejle over Stillehavet for at nå Sibirien. Beslutningen udløser et logistisk mareridt, fordi amerikanerne har spildt tid i Alaska, og derfor risikerer førerholdet at ankomme til det næste kontinent efter alle andre.

Samtidig befinder løbets nummer sjok, den tyske Protos, sig stadig så langt fra vestkysten, at Koeppen ekstraordinært får lov til at få sin bil med tog fra Utah til Seattle – ellers vil tyskerne aldrig kunne nå at krydse Sibirien, mens det er sommer. Som den står på togvognen, kan alle se, hvor medtaget Protos-bilen er.

“Det er en stor maskine, men i sin nuværende forfatning ligner den bare en bunke metalskrot”, noterer en mand sig, da toget gør holdt i Pocatello, Idaho.

Omstændighederne får løbsledelsen til at kompensere Thomas Flyer-holdet med 15 løbsdage i regnskabet, mens Protos-teamet tildeles en straf på 15 dage for togturen.

Nu skal italienerne og franskmændene altså nå Paris to uger før amerikanerne for at vinde, mens tyske Protos skal besejre Flyeren med mere end fire uger. Men meget kan ske i Sibirien.

Fælles start i Vladivostok

Løbsledelsen har bestemt, at de fire tilbageværende biler skal starte side om side i den russiske havneby Vladivostok. Kun tyskerne kan dog få visum med det samme. De øvrige hold må i stedet sejle til japanske Yokohama og krydse øriget, inden de kan køre ind i Rusland.

“I 24 timer i træk måtte vi kæmpe os op ad bjerge. Det var ikke andet end gedespor med sten”, skriver Scarfoglio.

Først den 22. maj bliver løbet atter skudt i gang, men kun den tyske og den amerikanske bil står klar ved startlinjen i Vladivostok.

Franske De Dion har trukket sig ud af løbet, fordi bilfabrikken ikke tror på, at amerikanernes forspring på 15 dage kan indhentes. Og uden den samme intense mediedækning i Rusland som i USA vurderer fabrikken, at reklameværdien er for lille.

Også den italienske Züst-fabrik har smækket pengekassen i – til journalisten Scarfoglios store skuffelse.

Protos-bilen er blevet repareret af to nye mekanikere, der har erstattet premierløjtnant Koeppens illoyale kørere. Desuden er den tyske bil gjort lettere, ved at en del udstyr er fjernet, og tunge reservedele er sendt i forvejen med tog.

Thomas Flyeren er ifølge mekanikeren Schuster “i lige så god forfatning, som da vi startede”.

Alligevel må amerikanerne se Koeppen tage føringen – Schuster har glemt sin lykkeamulet på hotellet og bruger kostbar tid på at hente den. Men selv med amuletten i bilen må amerikanerne sande, at der er stor forskel på at køre ræs i USA og på udebane.

Sibirien er én stor mudderpøl

Selvom sneen er smeltet i det sydøstligste Sibirien, erfarer deltagerne hurtigt, at terrænet er forræderisk.

“Jeg var meget overrasket over, at lige så snart vi havde forladt Vladivostok, mødte vi bundløse veje”, skriver Koeppen. Igen og igen sidder bilerne fast i dybe mudderhuller.

For at undgå de værste huller begynder amerikanerne at gå foran deres bil for at sondere terrænet, selvom det koster tid.

“Med mandskabet vadende foran til at guide kom bilen over en 25 km’s strækning kun marginalt hurtigere frem end en snegl”, rapporterer den udsendte The New York Times-journalist, George MacAdam, som er med i Thomas Flyeren.

Efter 85 km gennem mudderhelvedet får tyske Koeppen nok, og i byen Ussurijsk beder han om lov til at benytte Den Transsibiriske Jernbane. Ingeniørerne bag jernbanen har med deres kendskab til den bløde jord og egnens hyppige oversvømmelser anlagt sporet på en ca. 5 m høj dæmning.

Den tyske holdkaptajn er “ovenud glad”, da han får tilladelse til at køre på sporet.

Udstyret med en togplan triller de afsted i Protossen med højre sides hjul uden for sporet, faretruende tæt på dæmningens kant, mens de venstre hjul bumler hen over svellerne mellem skinnerne. Kørslen kræver stor koncentration, og Koeppens to kørere skiftes derfor hvert 10. minut.

Amerikanerne får også lov til at benytte jernbanen, men de er mindre vagtsomme. På strækningen gennem Manchuriet hører Schuster en høj lyd, og da han hopper ud for at undersøge undervognen, ser han, at gearkassen er gået i stykker.

Mændene løfter bilen væk fra sporet, hvorefter holdkaptajnen til fods begiver sig til den nærmeste station. Herfra tager han toget til Harbin, hvor amerikanerne har anlagt et depot med reservedele sendt fra Vladivostok.

Fra Harbin sender Schuster for en sikkerheds skyld et telegram hjem til Thomas Flyer-fabrikken i USA om, at de skal sende en ny reservegearkasse.

Efter fem dage er Schuster omsider tilbage hos sit hold. Mændene får Flyeren gjort køreklar igen – men de er kommet seks dage efter tyskerne.

Samtidig melder italienerne sig tilbage i kampen. Journalisten Scarfoglio har nemlig fået overtalt Züst-ejerne til at finansiere resten af løbet. Bilen er dog mere end 1.000 km bagud, og Scarfoglio ønsker ikke at tage unødvendige chancer undervejs.

Italieneren er blevet advaret om, at han skal krydse områder med “røverbander på 20.000 mand” og “manchuriske tigre, der findes i samme antal som myg”.

Overhalinger på sletten

Tyskerne og amerikanerne har hverken mødt røvere eller tigre på deres vej, og nu er de to hold sluppet ud af mudderet og kan trykke speederen i bund på steppernes hårde jord.

Den 21. juni ankommer Protossen til Irkutsk ved Bajkalsøen. Tyskerne har blot en halv dags forspring, fordi Thomas Flyeren kan udnytte sin større motorkraft i det stabile terræn.

“Nu begynder det rigtige væddeløb”, konstaterer premierløjtnant Koeppen, der få dage senere må erkende, at det går tyskerne “på nerverne at se vores konkurrent komme nærmere og nærmere”.

Hen over de russiske stepper, hvor der er anlagt veje og opsat skilte, får amerikanerne pludselig øje på Protossen foran dem.

“Omsider prikkede den amerikanske bil sin næse mod tyskernes benzintank”, lyder det fra The New York Times-journalisten MacAdam, som jubler sammen med sine landsmænd, da Flyeren suser forbi Koeppen og kompagni.

Amerikanerne har flere dages forspring, da de den 30. juni når Omsk og er halvvejs gennem Rusland, men på vej mod Moskva står gearkassen af igen.

Holdkaptajn Schuster har intet andet valg end at tage en hestevogn og bruge adskillige dage på at nå frem til Kasan ved Volgafloden, hvor den nye reservegearkasse fra USA befinder sig.

På vej tilbage drikker Schuster te hos en russisk familie, så hans heste kan hvile. Pludselig hører han lyden af en motor. Protossen!

“Automobil! Automobil!” råber en nabokone, og alle de lokale stormer ud til vejen. Men ikke Schuster.

“Jeg var for træt til at gå ud og vinke”, skriver han senere.

Protossen passerer også den sammenbrudte Flyer på vejen mod Moskva.

“Det var meget uheldigt for dem og heldigt for os. Men sådan er livet, og sådan er sport”, konstaterer Koeppen, der har fået fire dages forspring, da han når Moskva den 18. juli.

Til amerikanernes store frustration kan tyskerne med gode veje næsten ikke undgå at komme først til Paris. Selvom amerikanerne næppe vil smide den samlede sejr, er der en enorm prestige i at være den første, så holdkaptajn Schuster sætter alle behov til side for at indhente Koeppen.

“Vi har konstant manglet nok søvn og har ofte intet spist”, fortæller amerikaneren, da han gør status i Königsberg i Østpreussen den 25. juli.

Men alle anstrengelserne er forgæves. Næste aften kører Protossen ind i Paris’ gader og hyldes ved målet foran Le Matins avishus. Nu kan tyskerne kun vente og se, om Flyeren når frem i tide.

Politiet stopper Schuster

Det amerikanske hold føler sig sikker på den samlede sejr, da de om aftenen den 30. juli nærmer sig den franske hovedstad. Allerede i forstæderne råber pariserne: “Leve den amerikanske bil!”

Men en politibetjent deler ikke begejstringen, da han ser, at Thomas Flyeren kører uden lovpligtigt lys – forlygterne er gået itu.

“Du er arresteret”, udbryder betjenten og nægter at lade bilen fortsætte.

Heldigvis kommer en parisisk cyklist med forlygte til undsætning. Han stiller sin cykel mellem bilens forsæder. Nu har den lys på og kan køre videre.

Sidst på aftenen kåres amerikanerne officielt som vindere af New York-Paris. Præstationen kaldes i The New York Times for “den mest bemærkelsesværdige i sportens historie”.

Også det italienske hold, som først når over målstregen i september – otte måneder efter starten – anerkendes og hyldes for sin indsats.

Selvom kun tre ud af seks køretøjer fuldfører væddeløbet, har bilfabrikanterne over for skeptikerne bevist, at det motoriserede køretøj er i stand til at trodse naturens forhindringer og nå jorden rundt.

Avisernes massive omtale af løbet har banet vejen for bilismens fremtid, hvor billigere automobiler og bedre veje snart ser dagens lys. For amerikanerne står det nu klart, at hvis en mand ejer en bil, kan han gøre, hvad han vil.

Ingen vil længere grine ad bilisterne og råde dem til at “få en hest”.