suverænitet

fra Wikipedia, den gratis encyklopædi

I retspraksis, at udtrykket suverænitet ( fransk souveraineté , fra Mellemøsten latinske superanus , `` ovennævnte '', `` overlegen '') forstås evnen af et fysisk eller juridisk person for at have eksklusiv juridisk selvbestemmelse . Denne evne til selvbestemmelse er kendetegnet ved det juridiske subjekts autonomi og uafhængighed og adskiller sig således fra tilstanden med ekstern kontrol . I statskundskab forstås det, at en institutions ejendom er det eneste udgangspunkt for al statsmagt inden for en politisk ramme . Udtrykket blev opfundet i det 16. århundrede af teorien om absolutisme hos den franske statsfilosof Jean Bodin .

Koncepthistorie

I sit arbejde Six Books on the State definerer Jean Bodin (1529 / 1530–1596) udtrykket suverænitet som den højeste myndighed i staten til at træffe endelige beslutninger . Ifølge Bodins opfattelse af den absolutte styre skal denne myndighed altid kun tildeles kongens person , den skal i princippet være udelelig og gøre det muligt for herskeren at være i stand til at gøre loven bindende selv mod subjektenes vilje .

Bodins krav om en højeste og i sidste ende ansvarlig herskende magt var direkte relateret til de sekteriske borgerkrige i Frankrig, hvorigennem Bodin så statens evne til at løse konflikter fredeligt i fare. Ifølge Bodin var det kun den ubegrænsede koncentration af al lovlig og fysisk statsmagt, der var i kongen, der kunne garantere sikkerhed og fred i landet. Bodin kan således forstås som en pioner inden for statens monopol på magtanvendelse.

I denne forstand spillede begrebet suverænitet en central rolle i fremkomsten af ​​det europæiske statssystem i renæssancetiden . Det repræsenterede et forfatningsmæssigt postulat ved hjælp af hvilket prinser og byer kunne afværge ”fremmede” krav om at herske af aktører fra politik, forretning eller religion på deres område ved at fratage dem deres legitimitet. Den legitime hersker er suverænen .

Hvem i staten har lov til at udøve suverænitet, hvem er involveret i den? Den forfatningsret af den tidlige moderne tysk imperium er karakteriseret ved dualismen mellem den tyske kejser og de kejserlige godser . I en ændring af Bodins teser talte forskere derfor til tider om en dobbelt eller dobbelt suverænitet . Den sekularisering af suverænitetsbegrebet blev efterfulgt af centralisering i absolutisme. Da adelen, godserne og de privilegerede byer mistede deres politiske, økonomiske og religiøse magt og kompetence, fokuserede udtrykket på den, der havde det alene, monarken . I fasen af ​​den borgerlige revolution af det territoriale magtpåstand var - den tilknyttede, over den territoriale suverænitet ud over retten til det kontrollerede område: den territoriale suverænitet - ideen om nationen supplerer. Siden da har suverænitet været national, nationalstaten suveræn.

Suverænitet i folkeretten

I international lov , er suverænitet forstået som den grundlæggende uafhængighed af en tilstand fra andre (ekstern suverænitet), og som sin selvbestemmelse i spørgsmål om sin egen stat struktur (intern suverænitet). Denne eksterne suverænitet i en stat består således i dens direkte internationale ret, mens dens interne suverænitet (se også populær suverænitet ) omvendt bestemmes af statens selvorganisering; ekstern suverænitet bliver analog med statens suverænitet . Et vigtigt kontroversielt punkt i retspraksis er sondringen mellem statens eksterne og interne suverænitet i sig selv: Selv om dette anses for nødvendigt af flertallet af juridiske lærde, antager fortalerne for monistisk juridisk doktrin princippet om enhed af statens suverænitet.

Det eksterne krav om en stats suverænitet konkurrerer med andre staters suveræne vilje, hvilket i hvert tilfælde formelt er ækvivalent. International ret, der er baseret på princippet om suveræne staters lighed, sætter grænser for kravet om suverænitet. Disse grænser findes primært med hensyn til magtpolitik. I den moderne nationalstat forståelse af suverænitet er stater aktører, hvis viljeudøvelse til omverdenen ikke kun er begrænset af magt-politiske forhold, men også af international lov.

Modstykket til statens suverænitet i betydningen international ret er den tidlige moderne juridiske figur af overherredømme .

Kritik af begrebet suverænitet

I staternes moderne verden er ideen, der oprindeligt var beregnet af Jean Bodin som suverænitet for statens fuldstændige uafhængighed til at bestemme dens interne og eksterne interesser, nået sine grænser. Staters eksterne suverænitet i klassisk forstand blev mere og mere svækket af den stadigt voksende indflydelse fra det internationale system af mellemstatslige og overnationale organisationer såvel som af staternes øgede politiske og økonomiske indbyrdes afhængighed. Samtidig fik staterne mulighed for at forme international politik med stater af samme rang. Dermed har de delegeret dele af deres magt til at herske til overnationale organisationer som EFTA eller EURATOM . I nogle tilfælde har de også forpligtet sig til en fællesskabsmetode , ifølge hvilken de kun udvikler deres politikker sammen på bestemte områder. Deres suverænitet var begrænset, men på ingen måde afskaffet. Denne begrænsning af suverænitet kan også ske på frivillig basis: Schweiz har altid mulighed for at udforme sin lov uafhængigt af Den Europæiske Union (EU). I praksis er lovgivere imidlertid af økonomiske og handelspolitiske grunde ofte tvunget til at tilpasse deres lovgivning til EU. I denne sammenhæng taler man om ” autonom genopbygning” i Schweiz .

Statssuveræniteten for de globalt netværkede centre på den nordlige halvkugle reduceres også af deres gensidige økonomiske indbyrdes afhængighed. I svagere stater eksisterer det lovligt og formelt, men er faktisk begrænset på grund af dets afhængighed af regionale beføjelser.

En stats interne suverænitet er også begrænset af individets grundlæggende rettigheder , omend ikke med global international ret bindende kraft. I den internationale diskurs om et ansvar for at beskytte er der derfor i nogen tid forsøgt at omdefinere suverænitet: som en forpligtelse for enhver stat til at sikre beskyttelsen af ​​borgernes grundlæggende rettigheder. Hvis han ikke overholder denne forpligtelse, overføres ansvaret til det internationale samfund. Begrebet ansvaret for at beskytte blev accepteret af 150 FN-lande i det endelige dokument fra FN's Generalforsamling i 2005 og betragtes som udviklende international lov.

Suverænitet i forfatningsret

Udtrykket suverænitet , på tysk også "suverænitet", anvendes i national ret og i politisk teori til at betegne det højeste niveau af kompetence til at udøve magt i en stat. Statssuverænitet betyder "at have statsmyndighed".

I stater , hvor kun én person har denne kompetence, taler man om en suveræn , mens der i demokratiske statsformer er tale om populær suverænitet . Dette vedrører primært folks kvalitet som en konstituerende magt , ved hjælp af hvilket folket bestemmer regeringsformen og andre principper for staten. Derudover skal statsmagt legitimeres af folket ved valg og folkeafstemninger baseret på princippet om folkelig suverænitet; al statsmyndighed skal stamme fra folket (folkelig suverænitet, for eksempel i Tyskland : artikel 20, stk. 2, paragraf 1 GG , i Østrig : artikel 1 B-VG ).

Begrebet suverænitet er uklart i den konstitutionelle forstand , især når det kommer til definitionen af staten: I Georg Jellinek s ”klassiske” tre-element teorien , er suverænitet forstået blot som en egenskab ved statslig myndighed, der ikke nødvendigvis behøver at være til stede i en tilstand. Især inden for folkeretten, såsom Montevideo-konventionen fra 1933, kan statsmyndighedens suverænitet blive et obligatorisk definerende kendetegn ved statsligheden.

Suverænitet og føderalisme

Da kun én stat kan være suveræn i et bestemt område og over et bestemt folk , tjener begrebet suverænitet også til at skelne mellem føderale stater og konføderationer : I konføderationer hviler statssuverænitet stadig hos de enkelte stater. Under oprettelsen af ​​en føderal stat som helhed skal du dog give senere for at blive konstituerende stater - såsom Tyskland og Østrig, landene / staterne , i Schweiz, kantonerne eller USA , staterne (staterne) - deres suverænitet dels til den føderale regering fra.

Imidlertid har staten ikke nødvendigvis en kompetencekompetence . Ingen af ​​niveauerne kan bortskaffe dem uden den anden persons samtykke. I statssammenslutninger beslutter de enkelte stater, om de vil overlade kompetencer til den føderale regering.

Ikke desto mindre er forholdet mellem suverænitet og føderalisme præget af konceptuelle spændinger: Jean Bodin opfattede suverænitet som den ultimative beslutningskraft for statsmagt udelukkende for en fuldstændig centralt organiseret stat og kunne konceptuelt modsige dualismen i beslutningstagningscentre, der karakteriserer føderalisme.

Den føderalisme, der er forankret i grundloven i Tyskland, sikrer forbundsstaterne en høj grad af statsskab, hvis kerne er kulturel suverænitet, og det er grunden til oprettelsen af statsadministrationen til hver stat selv. Artikel 30 er en central norm for staten . Ud over sine egne statslige kompetencer garanterer grundloven i artikel 70 til 74 (74a og 75 er siden blevet udeladt), 83 til 87, 23 og 50 forbundsstaterne deltagelse i føderal lovgivning og i EU-sager.

Se også

litteratur

  • Christian Hillgruber : Staters suverænitet. I: Der Staat , 2014, s. 475 ff.
  • Helmut Quaritsch : Suverænitet. 1986.
  • Reinhold Zippelius : Generel tilstandsteori. 16. udgave, § 9.
  • Dieter Grimm : suverænitet. Oprindelse og fremtid for et nøglekoncept. Berlin University Press, Berlin 2009, ISBN 978-3-940432-60-5 .
  • Friedrich Balke : Tal for suverænitet. Wilhelm Fink Verlag, München 2009, ISBN 978-3-7705-4449-3 . (Undersøgelserne spænder over en bue, der spænder fra de klassiske tekster i gammel politisk filosofi til den tidlige moderne suverænitetslære og Martin Heideggers politiske ontologi.)
  • Thomas Fischer: De svages suverænitet. Latinamerika og Folkeforbundet, 1920–1936 (=  Bidrag til europæisk oversøisk historie, bind 98). Steiner Verlag, Stuttgart 2012, ISBN 978-3-515-10077-9 .
  • Stephan Hobe / Otto Kimminich: Introduktion til international ret. 8. udgave, Tübingen / Basel 2004, s. 36 f.
  • Quirin Weber: Parlamentet - Sted for politisk beslutning? Legitimeringsproblemer med moderne parlamentarisme - illustreret ved hjælp af forbundsrepublikken Tysklands eksempel. Basel 2011, ISBN 978-3-7190-3123-7 .
  • Samuel Salzborn , Rüdiger Voigt (red.): Suverænitet. Teoretiske refleksioner over idéhistorien (=  State Discourses , bind 10). Steiner, Stuttgart 2010, ISBN 978-3-515-09735-2 .

Weblinks

Wiktionary: suverænitet  - forklaringer på betydninger, ordets oprindelse, synonymer, oversættelser

Individuelle beviser

  1. Se Burkhard Schöbener (red.), Völkerrecht. Leksikon med centrale begreber og emner , CF Müller, Heidelberg 2014, s.393 ; Kay Hailbronner, i: Wolfgang Graf Vitzthum (red.), Völkerrecht , 3. udgave 2004, Rn 122 .
  2. Reinhold Zippelius , Allgemeine Staatslehre , 16. udgave, 2010, § 9 IV.
  3. Klaus Detterbeck, Wolfgang Renzsch , Stefan Schieren (red.), Föderalismus in Deutschland , Oldenbourg, München 2010, s.3 .