Selvom der kun har været generalprøver, så har det været en dramatisk fredag i Eurovision-regi.

Først fortalte EBU, tv-foreningen bag den internationale sangkonkurrence, at man undersøger 'en hændelse' involverende den hollandske deltager Joost Klein – og nu er EBUs hjemmeside også brudt ned.

For forsøger man sig på at komme ind på EBUs hjemmeside, får man i stedet en fejlmelding, om at siden ikke er tilgængelig.

Det vides ikke, hvorfor hjemmesiden er brudt ned.

En sådan fejlmelding kan man blive mødt af, hvis man forsøger at komme ind på foreningen bag Eurovisions hjemmeside. Foto: Screendump
En sådan fejlmelding kan man blive mødt af, hvis man forsøger at komme ind på foreningen bag Eurovisions hjemmeside. Foto: Screendump
Vis mere

Men nedbruddet kommer kort efter, at EBU måtte meddele, at Hollands deltager ikke ville få lov til at deltage i fredagens generalprøver, fordi han bliver undersøgt for 'en episode, der blev rapporteret til os'.

Ifølge flere lokale medier skulle EBU have holdt op til flere krisemøder om episoden, der skulle have taget form som en 'konfrontation' mellem den hollandske deltager Joost Klein og en fotograf ansat af Eurovision.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra EBU om hændelsen.

Her henviste tv-foreningen blot til, at man 'ingen yderligere kommentarer har på nuværende tidspunkt, og vil komme med opdateringer på et passende tidspunkt'.

Den hollandske deltager Joost Klein får ikke chancen for en genbevise sig overfor de mange deltagende landes fagjuryer.
Den hollandske deltager Joost Klein får ikke chancen for en genbevise sig overfor de mange deltagende landes fagjuryer. Foto: Jessica Gow/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. forsøger ligeledes at få en kommentar fra den hollandske Eurovision-deltager, Joost Klein.

Det vides endnu ikke, om han vil deltage i lørdagens 'Eurovision'-finale, men fredagens generalprøver er han altså blevet forvist fra.

Og i tillæg har EBU fået en ny hovedpine: Deres hjemmeside virker ikke.