Kold luft og ingen varm velkomst, når Nicki P. vender hjem

Den danske speedwaystjerne nåede 21 sæsoner for Holsted inden bruddet i oktober. Onsdag vender han som modstander tilbage til sin tidligere hjemmebane.

- Inderst inde er jeg selvfølgelig skuffet, sagde Nicki Pedersen i oktober til DR Sporten om bruddet med Holsted Tigers. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

Det var langt fra tale om en lykkelig skilsmisse, da Nicki Pedersen sidste år - efter 21 sæsoner - forlod den sydjyske klub Holsted Tigers.

Koryfæet blev skuffet over at ryge ud med den begrundelse, at der var behov for et generationsskifte. Det var slet og ret "noget pis", lød det kontant fra en dengang 46-årige speedwaystjerne.

Onsdag aften vender han så for første gang tilbage, når han i skikkelse af Grindsted-kører kæmper mod Holsted i speedwayligaen.

Selv ønsker Nicki Pedersen ikke at tale om duellen, er meldingen i en sms til DR Sporten.

Hos Holsted Tigers medgiver direktør Preben Hansen, at det da bliver specielt, når klubbens mangeårige profil kigger forbi som modstander.

- Og en god modstander. Det er jo det værste ved det. Han kører godt. Det er der ingen tvivl om, siger direktøren.

Nicki Pedersens seneste DM-titel for hold hentede den rutinerede kører med Holsted i 2021. (Foto: © sportxpress, Ritzau Scanpix)
Nicki Pedersens seneste DM-titel for hold hentede den rutinerede kører med Holsted i 2021. (Foto: © sportxpress, Ritzau Scanpix)

Gennem årene har Nicki Pedersen vundet syv DM-titler for hold med Holsted Tigers. Han skal dog ikke forvente æresport eller lignende koordinerede tiltag på sin tidligere hjemmebane.

- Fra klubbens side bliver han budt velkommen lige som alle andre gør. Længere er den ikke. Jeg ved godt, at han har været her i mange år og gjort det godt i Holsted, det har han da, men der bliver ikke gjort noget specielt, siger direktøren.

Har I talt sammen siden bruddet?

- Ja, jeg har da talt med Nicki.

Så der er ingen kold luft?

- Den er ikke... luften er ikke varm. Skal vi ikke sige det sådan, siger Preben Hansen.

Direktøren håber, at Holsted Tigers med en stærk kollektiv præstation kan slå Grindsted, men han ved også godt, at det ikke bliver Nicki Pedersen, der slår op i banen hos modstanderne.

- Han skal nok gøre alt for at vinde. Som han altid gør, siger Preben Hansen.

Onsdagens møde mellem Holsted Tigers og Grindsted begynder klokken 18.30.