Kommentar

188 medarbejdere ved Københavns Professionshøjskole: Vores studerende skal ikke mistænkeliggøres

At minoritetsetniske studerende hos os skulle ønske at undergrave danske normer, kan vi slet ikke genkende. Vi føler os kaldet til at modsige Frederik Vad og Sofie Danneskiold-Samsøes udtalelser
»Med dette indlæg ønsker vi at slå fast, at vi står solidarisk med de studerende, som bliver udsat for denne mistænkeliggørelse,« skriver ansatte på Københavns Professionshøjskole i denne kommentar.
Debat

Studerende på Københavns Professionshøjskole er i den seneste tid blevet gjort til genstand for dybt problematiske påstande og mistænkeliggørelse. Flere landsdækkende medier har viderebragt vores kollega antropolog og underviser på socialrådgiveruddannelsen Sofie Danneskiold-Samsøes udtalelser omkring en bred og mangfoldig gruppe af minoritetsetniske studerende på Københavns Professionshøjskole. 

Når Danneskiold-Samsøe blandt andet i P1 Morgen bekræfter, at studerende kan være med til at »infiltrere danske institutioner«, er hun desværre med til at understøtte og intensivere Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vads, mistænkeliggørelse af vores minoritetsetniske studerende. En mistænkeliggørelse, der kommer til udtryk i det, han omtaler som den tredje erkendelse og den nye værdikamp. 

Fra Folketingets talerstol konstaterede han således, at det » ... ikke længere kun [er] Kærshovedgård, der er epicentret for den nye værdikamp, det er også Københavns Professionshøjskole«. Han sammenligner altså her Danmarks største uddannelsessted for velfærdsprofessionelle med et udrejsecenter for afviste asylansøgere. Og han fortsætter med at hævde, at det: » … ikke længere kun [er] antallet af politibetjente, lærere, pædagoger eller gadeplansmedarbejdere, der betyder noget. Det handler også om nu, hvilken pædagogik, hvilken kultur og hvilken ånd de mennesker, der er i fronten i vores velfærdssamfund og i vores civilsamfund, er bærere af«.

Denne mistænkeliggørelse er skadelig for den gensidige tillid undervisere og studerende imellem og for det demokratiske undervisningsmiljø. Med dette indlæg ønsker vi at slå fast, at vi står solidarisk med de studerende, som bliver udsat for denne mistænkeliggørelse. Vi er således rigtig mange medarbejdere fra Københavns Professionshøjskole, der ikke kan genkende hverken Frederik Vads eller Danneskiold-Samsøes udmeldinger. 

Mistænkeliggørelse rammer også undervisere

Danneskiold-Samsøe fortæller om studerende, der er deltagende, nysgerrige og engagerede, men samtidig udpeger hun dem i interviewet på P1 som nogen, der potentielt vil bidrage til, at »normer der står i modstrid til dansk lovgivning kommer til at trumfe dansk lovgivning« i varetagelsen af deres kommende praksis.

Vi kan sagtens genkende, at studerende på Københavns Professionshøjskole er engagerede i forhold til at diskutere og forholde sig kritisk til egne og andres normer og værdier – heldigvis, det er jo en del af deres uddannelse. Kritik af gældende samfundsnormer og værdier udtrykkes af en bred vifte af studerende med forskellige baggrunde – både minoritet og majoritet – og er altså ikke nødvendigvis udtryk for et ønske om at undergrave det danske samfund.

Med sine udtalelser er Danneskiold-Samsøe ikke alene med til at mistænkeliggøre studerende. Hun åbner også for en mistænkeliggørelse af os som undervisere. Skal vores studerende nu til at frygte, at vi registrerer løsrevne udtalelser, der senere hen kan benyttes i landsdækkende medier til at tegne et stereotypt og udokumenteret fjendebillede af dem som nogen, der i det skjulte ønsker at infiltrere det danske samfund og undergrave dets værdier?  

I samarbejde med vores studerende forsøger vi løbende at skabe mangfoldige og trygge læringsrum, og som studerende udfordres man fagligt på at kunne indtage andres perspektiv og ikke lade egne forforståelser influere den professionelle dømmekraft.

Vi mener, at Danneskiold-Samsøes udtalelser er udtryk for det modsatte.

Studerende tages som gidsler

Danneskiold-Samsøe reducerer med sine udmeldinger en bred og mangfoldig gruppe af studerende til én samlet kategori, der defineres alene på baggrund af forsimplede stereotype forestillinger om deres etnicitet og religion. Et udtryk for etnisk profilering, der samtidig er ude af trit med de faglige perspektiver på kultur, som en tidssvarende antropologi bygger på i vores globaliserede samfund. 

Udtalelserne forstærker Frederik Vads stigmatisering af en bestemt gruppe studerende. De studerende bliver taget som gidsler i en kamp, hvor politikere ønsker at fremstå hårde og handlekraftige i integrationsdebatten. 

Efter vores mening sker dette på bekostning af både faglighed, nuancer og etik. Mistænkeliggørelsen er under lavmålet og deler unge mennesker op i første- og andenrangsstuderende. På paradoksal vis risikerer Vad med sine udmeldinger i Folketinget selv at lægge grundstenene til det parallelsamfund, han forestiller sig og frygter på Københavns Professionshøjskole. 

Kære studerende, vi og samfundet har brug for jer alle. Og vi sætter stor pris på den store indsats, I gør på uddannelsen uanset jeres baggrund.

Rettelse: I den oprindeligt publicerede udgave af dette indlæg blev Sofie Danneskiold-Samsøe citeret for på P1 at fortælle om studerende, der potentielt vil »undergrave danske normer« i varetagelsen af deres kommende praksis. Det var ikke et korrekt citat. Hun siger i interviewet, at nogle studerende potentielt vil bidrage til, at »normer der står i modstrid til dansk lovgivning kommer til at trumfe dansk lovgivning« i varetagelsen af deres kommende praksis.