AGF - Brøndby IF: En kæp i hjulet på mesterskabskandidaterne


Foto: Kronborgfotos

AGF – Brøndby IF: En kæp i hjulet på mesterskabskandidaterne


| Jonas Roulund |

Et arvefjendeopgør med blandede følelser skulle udfolde sig søndag eftermiddag, da AGF fik besøg af ligaens førsteplads fra Brøndby IF. For hvordan skulle man balancere hadet til Vestegnen med det faktum, at flere spillere godt kunne bruge at blive sparet frem mod pokalfinalen? Lad os se på det.

De fleste AGF-fans sad stadig med lidt tømmermænd efter torsdagens fejring af finalepladsen i pokalturneringen, men nu stod vi her igen – klar til et opgør mod ærkerivalerne fra Brøndby, der i år kæmper med om mesterskabet.

Anderson var kaptajn, Mortensen og Tingager blev sparet fra start, himlen var blå, og nu skulle vi se, om man kunne sætte en drilsk kæp i hjulet på gæsternes drømme om guld. 

Samlet for Aarhus på Ceres Park en forårsdag.
Foto: Kronborgfotos

Kampens forløb

Det var gæsterne, der havde mest at spille for, og det var gæsterne der kom bedst fra start.

Allerede efter fire minutter måtte AGF smage sin egen medicin, da et hjørnespark blev sendt i panden på Daniel Wass, som headede bolden i mål uden chance for Bailey Peacock-Farrell.

0-1, og det var til at se, at tapre Tingager og Patrick Mortensen manglede på disse standardsituationer.

Kort efter var den gal igen, da de gul-blå kombinerede sig relativt nemt igennem De Hviies defensive organisation, og Peacock-Farrell måtte diske op med en stor redning på endnu en Wass-afslutning.

Men så vendte det hele.

GF’erne buldrede afsted i en kontra, der endte hos Magnus Knudsen, og nordmanden udplacerede let Pentz – 1-1 efter sølle otte minutters fodbold! Hvad skulle det dog ikke ende med?

Magnus Knudsen jubler efter scoring på hjemmebanen.
Foto: Kronborgfotos

Herefter bølgede det noget frem og tilbage – vi fik set Links i flotte raids, vi fik set Knudsen med elegante driblinger, og vi fik set Anderson med energiske drev med bolden, alt imens mesterskabskandidaterne fra Brøndby prøvede at sætte sig på opgøret med mere veletablerede angreb.

Det blev dog småt med deciderede målchancer – Vallys var tæt på kort før pause, men afslutningen gik over, og så blev det 1-1 forud for de sidste 45 minutter.

2. halvleg

AGF indledte egentlig 2. halvleg ganske godt, men det blev alligevel Brøndby, som fandt netmaskerne efter 52 minutters spil.

En omstilling hoppede over til en fremstormende Klaiber, der halvflugtede bolden i mål et godt stykke udefra. Øv! 1-2 til gæsterne. 

Herefter blev det en kamp, hvor AGF-folket prøvede at arbejde sig igennem Brøndbys organisation – uden held, mens gæsterne tydeligvis var fint tilfredse med at slippe fra Ceres Park med en 1-2 sejr og derfor ikke havde travlt med at skubbe alt for langt frem.

Et lille højdepunkt undervejs var, da Mats Knoester blev erstattet af den 17-årige debutant, Luka Callø. Et stort forsvarstalent, som vi forhåbentligt kommer til at at se meget mere til i de kommende år.

Lukas Callø i kamp for AGF.
Foto: Kronborgfotos

Efter indskiftningen fik AGF’erne lagt bedre tryk på brøndbyerne, og Mads Emil Madsen fik fyret en ganske habil afslutning afsted, inden vi fik en skøn afslutning på det hele, da indskiftede Patrick Mortensen styrede et Gift Links-indlæg i mål til slutresultatet 2-2 efter 92 minutters fodbold!

Wauw, hvor kan De Hviie levere dramatik for tiden!

Hvad vi lærte

Der kan godt komme gode ting ud af Superligakampene. Selvom alle de hviie øjne er rettet mod pokalfinalen 9. maj, så må vi sige, at dagen i dag fik bevist, at Superligakampene godt kan bruges fornuftigt. Knudsen, Serra, Bach, Duelund, Beck, Knoester og Akoto har i hvert fald godt af at få sig vist frem, så keep rotating, Uwe!

Talenternes tid! Noget andet, vi kan bruge Superligakampene til, er at få sat nogle talenter i spil. I dag blev det 17-årige Luka Callø, som fik chancen i forsvarets højre side, og han løste sine opgaver ganske godt i de små ti minutter, han nåede på banen mod ligaens førerhold.

 Kampfakta:

Spillested: Ceres Park, Stadion Allé 70, 8000 Aarhus C.

Tilskuertal: 13.266

Resultat: 2-2

4: Daniel Wass (BIF)

8: Magnus Knudsen (AGF)

55: Sean Klaiber (BIF)

90+2: Patrick Mortensen (AGF)

Gult kort: Rasmus Lauritsen (BIF),

Opstillinger:

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Akoto, Knoester (85: Callø), Kahl – Bach (78: Bjur), Knudsen (78: Beck), Madsen, Links – Duelund (52: Bech), Anderson – Serra (52: Mortensen).
Brøndby IF (3-4-2-1): Pentz – Vanlerberghe, Lauritsen, Rasmussen – Klaiber, Radošević (65: Greve), Wass, Mensah (79: Bischoff) – Suzuki (65: Nartey), Vallys (87: Bundgaard) – Omoijuanfo.

© KSDH.dk. Alle rettigheder forbeholdes.