Marie Grubbe har gennem tiden inspireret forfattere og dramatikere som en for sin tid selvstændig og grænseoverskridende kvinde. Ifølge historiker Dan H. Andersen er nøglen til at forstå hende, at hun ikke kunne få børn.
Af Josepha Lembcke
Marie Grubbes liv var så usædvanligt, at det siden hendes levetid har inspireret mange dramatikere og skønlitterære forfattere. Navne som H.C. Andersen, J.P. Jakobsen, Sven Lange og Juliane Preisler har brugt hendes fortælling til at spejle sig selv og deres egen tid. Historiker Dan H. Andersen ønsker derimod at dreje fokus mod den historiske Marie Grubbe. Det er dog ikke en let opgave.
”Vi har intet originalt bevaret fra Marie Grubbe. Vi har kopier af breve, som ikke siger så meget om hendes følelsesliv. For at aftegne den skygge, hun er, må man se på hendes omgivelser,” forklarer han. Det nærmeste, man kommer, er beretninger fra breve eller retshandlinger, hvor andres vidneudsagn beskriver hende. Som historiker må Dan H. Andersen derfor med sin palet af viden om samtiden male rundt om hovedpersonen for at nærme sig det menneske, hun var.
1, 2, 3 gange ægteskab
Marie Grubbe var af gammel adelig slægt, og som for de fleste adelige i 1600-tallet var hendes livsbane lagt fra fødslen. Hun skulle giftes, styre sin mands gods og føde det ene barn efter det andet – helst drenge – indtil hun døde eller blev enke.
I 1660, det samme år som kong Frederik 3. begik statskup og gjorde sig selv til enevældig hersker, blev Marie gift. Hun var femten eller sytten år, og den udkårne var selveste Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var søn af Frederik 3. og kongens officielle elskerinde og fik derfor, som det var vanligt for uægte kongebørn i 1600-tallet, adelstitlen Gyldenløve. Gyldenløve havde allerede en kone, men kongen ville ikke godkende hende, så hun måtte opgives til fordel for den unge Marie. Dette blev set som en meget god forbindelse for begge parter, men efter syv år sendte Gyldenløve hende hjem til hendes far. Hun havde været ham utro med to mænd, og han ville skilles. Det var hendes første ægteskab.
Hvis Marie nu havde lært lektien – at hun skulle gøre sin pligt og ikke ønske sig andet af livet end den luksus og status, hun var så heldig at være født ind i – så kunne hun være forsvundet ind i historiens tåger som så mange andre mennesker. Gyldenløve og kongehuset fik dysset affæren ned, så det var kun ganske få, der vidste, hvorfor hun blev skilt.
Ifølge Dan H. Andersen aner man i retsakterne konturerne af hendes ægteskabelige sindstilstand. ”Læser man skilsmissekommisionens papirer igennem, finder man et citat fra et brev, Marie Grubbe havde skrevet til en af sine elskere. Her skrev hun, at ’hun elskede ham, om han ville elske hende tilbage og ikke glemme hende?’. Det er et citat fra et brev, men jeg synes næsten, det er et skrig om kærlighed.”
I samme forbindelse indrømmede Gyldenløve selv, at Marie havde kaldt ham for ’en svøbe for kønnet i Danmark’, som en henvisning til hans utroskab.
Marie lærte ikke lektien, og straks efter at have fået sin store medgift tilbage fra Gyldenløve rejste hun udenlands med sin svoger, som hun muligvis også havde et forhold til. Hun kom ikke tilbage til Danmark, før alle pengene var sluppet op.
Faren sendte hende direkte i armene på ægtemand nummer to, der vist mest var interesseret i hendes medgift og den mulige arv. Han lod sig i hvert fald ikke gå på af, at hun var ham ret åbenlyst utro med sin senere mand Søren Sørensen Møller, der arbejdede på godset, først som kusk og siden som ladefoged. Det var hendes far, der fik nok. Han krævede, at hun skulle sendes væk, og denne gang var hele retsopgøret offentligt.
Marie blev skilt, mistede alle sine penge, blev gjort arveløs og måtte ikke gifte sig i Danmark. Men hun beholdt sin Søren. Han blev sammen med hende, selvom hun ikke længere havde penge og fremtidsudsigter, og selvom hun var væsentligt ældre end ham. Hvorfor Søren valgte dette, kan Dan H. Andersen ikke svare på. ”Om det var kærlighed, eller om han var loyal, det ved jeg ikke, men han blev.”
Uanset hvor meget de kæmpede, gled de nu langsomt ned i afgrunden sammen. Det sidste, man ved med sikkerhed, er, at Søren blev sat i fængsel for mord, og Marie, der nu var gammel og alene, måtte leve af den lokale kirkes fattighjælp.
Barnløshed var nøglen til frihed
Forholdet til svogeren blev i samtiden opfattet som incestuøst, men det betød åbenbart ikke noget for Marie. Ifølge Dan H. Andersen er dette helt centralt, når vi skal forstå Marie Grubbe i dag. ”Nøglen til at forstå Marie Grubbe er, at hun ikke kan få børn. Det giver hende en ufattelig frihed. Samtidig undgår hun den rædsel, det var at føde børn – kvinder døde jo tit i barselssengen.” Og selvom han mener, at det er vigtigt at kende til den historiske Marie Grubbe, forstår han også udmærket fascinationen af hende som samtidsspejl og mener, at hun også er interessant i et moderne kønsperspektiv: ”Marie Grubbe er en udfordring, også i vore dage.” Ifølge ham bryder hun nemlig stadig med normerne, selvom det i dag er mindre åbenlyst og voldsomt end for 350 år siden.
Dan H. Andersen og Dorthe Chakravarty
Grøn scene lørdag kl. 14.50