Udlændingedebat skaber ballade i Socialdemokratiet: Beskyldes for at skabe grobund for racisme

Frederik Vad kalder kritik for 'helt ude i hampen'.

Frederik Vad Nielsen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix)

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, går alt for langt i udlændingedebatten og skaber mistænkeliggørelse af velintegrerede mennesker med indvandrerbaggrund.

Det siger en række socialdemokratiske borgmestre og byrådsmedlemmer nu til DR.

De reagerer skarpt på udtalelser, som Frederik Vad kom med i Folketinget forleden.

Anledningen var den årlige værdidebat, og Frederik Vad kaldte efterfølgende sin tale for den måske "vigtigste tale som folketingsmedlem indtil videre".

I talen slog han fast, at det var tid til en ny erkendelse i udlændingedebatten. For ifølge Frederik Vad kan indvandrere, der på overfladen virker til at være både velintegrerede og veluddannede, modarbejde danske værdier.

- Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra, sagde Frederik Vad fra talerstolen den 5. april og kom senere i talen med nogle eksempler:

- Et parallelsamfund er ikke længere kun et boligområde i Ishøj. Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland.

'Skaber potentielt racisme'

Men ifølge nogle af hans egne partifæller ude i landet rammer udlændingeordføreren helt skævt, når han taler om, at folk med indvandrerbaggrund undergraver det danske samfund fra styrelser og apoteker.

- Et af de større problemer, vi har i samfundet lige nu, er, at der sker rigtig, rigtig meget racisme mod folk med anden etnisk baggrund. Og den polarisering, Frederik Vad har behov for at skabe her, gør jo kun tingene værre, siger Socialdemokratiets politiske ordfører på Københavns Rådhus, Laura Rosenvinge.

Altså den skaber racisme?

- Den skaber i hvert fald en polarisering og en potentiel racisme. Frederik Vad sætter på mange måder en gruppe af mennesker i det her samfund i bås, siger Laura Rosenvinge.

Laura Rosenvinge blev politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus efter kommunalvalget i 2021. (Foto: © NIels Ahlmann Olesen, Ritzau Scanpix)

Er det ikke meget hård anklage at sige, at Frederik Vads udtalelser er med til at skabe racisme?

- Det har jeg jo sagt til ham før. Og jeg siger heller ikke, at Frederik Vad er racist. Men jeg mener faktisk, at det her skaber en polarisering, der kan være med til at skabe racisme.

- Det synes jeg, at vi skal være bevidste om. Især i en situation, hvor integrationen lige nu går godt i Danmark, siger Laura Rosenvinge og nævner, at der har været en stor stigning i antallet af etniske minoriteter, der kommer i arbejdet og får en uddannelse, mens kriminaliteten blandt 15-29-årige drenge og mænd med indvandrerbaggrund er faldet.

Vad: 'Helt ude i hampen'

Kritikken får ikke Frederik Vad til at bakke på sit synspunkt. Tværtimod mener han, at kritikerne skyder helt forbi.

- Det er en meget voldsom kritik, som ikke har noget på sig. Jeg synes, det er helt ude i hampen at påstå, at det, jeg og Socialdemokratiet siger og mener, kan føre til racisme.

Men hvad er det for en undergravning af det danske samfund, du taler om?

- Vi har set eksempler på nogle mennesker, som har taget lange uddannelser, men som bruger deres sprog og deres karisma til at promovere værdier, som undergraver det samfund, vi har i Danmark. Det kunne for eksempel være Hizb ut-Tahrirs talsperson, siger Frederik Vad.

Han slår fast, at hans holdninger flugter fuldstændig med partiets politik.

- Når man er i Danmark, uagtet om man er født her eller er kommet hertil, så skal man arbejde og uddanne sig. Man skal ikke begå kriminalitet. Og så skal man samtidig omfavne de demokratiske og danske værdier. Det er ikke raketvidenskab. Det er noget, Socialdemokratiet har ment i årevis, siger han.

Mistænkeliggør store befolkningsgrupper

Men Laura Rosenvinge står langt fra alene med sin kritik.

Socialdemokratiets viceborgmester i Kolding, Birgitte Munk Grunnet, mener også, at Frederik Vads udtalelser skaber splittelse mellem danskere og personer med anden etnisk baggrund end dansk.

- Når man generaliserer på det niveau, som Frederik Vad gør, så er man med til at mistænkeliggøre nogle store befolkningsgrupper. Det splitter mere end det samler. I stedet for at grave grøfterne dybere, så skal man forholde sig til den virkelighed, som vi lever i, siger Birgitte Munk Grunnet.

Også i Høje Taastrup tager det socialdemokratiske byrådsmedlem Nina Strøm Tønnes afstand fra Frederik Vads udtalelser om indvandrere, der undergraver det danske samfund indefra.

- Generaliseringen er problematisk. Det er meget få, der ikke kan finde ud af opføre sig efter de danske normer. Det skal ikke være sådan, at man sætter barren højere, bare fordi man har en anden baggrund. Det gør jo, at dem, som ikke kender nogen, nemmere kan tro, at alle tosprogede er banditter, siger Nina Strøm Tønnes.

Merete Amdisen blev borgmester i Ishøj i 2021. (Foto: © Nils Meilvang, Ritzau Scanpix)

Ishøjs borgmester, Merete Amidsen (S), siger at hun ikke kan genkende det billede, som Frederik Vad tegner.

- Den oplevelse, jeg har i Ishøj, er, at vi har dygtige og velintegrerede indvandrere, som er et vigtigt element i vores lokalsamfund og i vores demokrati, siger Merete Amidsen.

Hun fortæller, at 44 procent af Ishøjs kommunes borgere har anden etnisk baggrund end dansk. Og i byrådet har otte ud af 19 byrådsmedlemmer anden etnisk baggrund.

- Min erfaring fortæller mig, at de allerfleste borgere med indvandrerbaggrund rigtig gerne vil bidrage positivt til det danske samfund. Der kan godt være ganske få med indvandrerbaggrund, der har dårlige intentioner, men det skal ikke være de få, som kommer til at bestemme, hvordan vi møder alle de andre.

Synes du, at Frederik Vad graver grøfter med den udtalelse?

- Ja, det synes jeg han gør. Den udtalelse synes jeg ikke bidrager til større gensidig forståelse mellem etniske danskere og danskere indvandrerbaggrund, siger Merete Amdisen.

Vad får støtte fra minister

Socialdemokraten Musa Kekec, der er byrådsmedlem i Ballerup, blev ifølge Berlingske provokeret af Frederik Vads tale.

- Hvornår bliver det godt nok? Mange gør alt, man har bedt os om. Det er jo modsætninger, der ikke giver mening. Det er fuldstændig galimatias, sagde Musa Kekec til Berlingske.

Han har selv tyrkisk baggrund og er i dag ansat hos Novo Nordisk.

Til DR's politiske podcast, Slotsholmen, tilføjede Musa Kekec:

- Frederik Vad mistænkeliggør veluddannede, velintegrerede samfundsborgere, der bidrager til vores fællesskaber ved at stille spørgsmål og bruge et ord som infiltreret, og det gør mig harm.

I samme podcast erklærerede udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) sig helt enig i budskaberne fra Frederik Vad.

'S ligger forkert i udlændingedebat'

Frederik Vads udtalelser i udlændingedebatten har tidligere skabt stor debat.

Blandt andet da han i et stort interview i Berlingske sagde, at en gruppe indvandrere udviser en "herskerattitude" og "dominansadfærd", der blandt andet viser sig, når de fylder hele fortovet og tvinger andre til at gå i en stor bue ud på kørebanen.

Tilsammen tegner der sig et billede af en udlændingeordfører, som svinger Socialdemokratiet alt for langt til højre i udlændingedebatten, mener den politiske ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.

- Jeg synes ellers, at retorikken i Socialdemokratiet var begyndt at blive skruet ned. Jeg troede faktisk, at det var, fordi man havde en anerkendelse af, at den retorik var skadelig. Men jeg tog så fejl, for nu vælger Frederik Vad så at skrue den højt op igen, siger Laura Rosenvinge.

Ligger Socialdemokratiet det rigtige sted i udlændingedebatten?

- Nej, det mener jeg ikke, vi gør, siger Laura Rosenvinge.

Frederik Vad mener ikke, at han flytter Socialdemokratiets udlændingepolitik.

- Socialdemokratiet er hverken gået til venstre eller til højre i udlændingedebatten. Socialdemokratiet står, hvor Socialdemokratiet har stået i overvis.

- Nemlig, at vi ønsker en fast og konsekvent udlændingepolitik, som giver muligheder for de mennesker, der gerne vil Danmark, men hvor hammeren falder for de mennesker, som undergraver Danmark, siger Frederik Vad.