Tjek dine lommer: Millionkupon købt i det nordjyske | Nordjyske.dk
gambling og spil

Tjek dine lommer: Millionkupon købt i det nordjyske

Danske spil opfordrer til, at man tjekker sin lottokupon, hvis den er fra en bestemt nordjysk købmand

En kupon købt i Nordjylland er en million kroner værd.
En kupon købt i Nordjylland er en million kroner værd. Pr-foto: Danske Spil
22. april 2024 kl. 10:22

Lørdag aften smilede lykkens gudinde til et par særdeles heldige danskere i det jyske: De havde begge spillet Lotto og var så heldige at ramme en af de store gevinster. 

Selvom de ikke ramte syv rigtige, så ramte de alligevel plet ved den efterfølgende ekstratrækning Millionærchancen, oplyser Danske Spil.

Den ene kunde ved formentlig allerede godt, at millionen er i hus, da vedkommende spillede med via sit PLUS-abonnement, hvor vinderen får automatisk besked.

Men for den anden nyslåede millionær kan det meget vel være, at han eller hun stadig ikke aner det mindste om den store gevinst: Den kunde har nemlig købt en kupon - med joker - i Dagli’ Brugsen i Øster Hornum ved Støvring.

Og så ringer gevinst-klokkerne først, når vedkommende tjekker sin kupon i en butik eller via Danske Spils hjemmeside eller app.

Så med andre ord: Ligger du inde med en Lottokupon fra en lille købmand i Himmerland, så tag lige og tjek om den skulle være penge værd, opfordrer Danske Spil.

Forsiden

Breaking
Efter borgmesterkandidats bommert: Nu sættes kæmpe projekt i bero