60 år med The Beau Brummels

I 1964 lod mange amerikanske rockmusikere sig inspirere af de friske nye toner fra den engelske pop- og rockmusik, heriblandt ikke mindst fra The Beatles. Det var tilfældet for The Byrds fra Los Angeles, som tilmed kopierede The Beatles´ sjove påfund med at tage navn efter en dyreartsgruppe. Og det var tilfældet for gruppen The Beau Brummels fra San Francisco, som knyttede forbindelsen til det gamle land ved at tage navn efter en berømt dandy fra 1800-tallets England. I starten forsøgte gruppemedlemmerne sig oven i købet med en dandy-agtig scenepåklædning for at knytte an til Beau Brummels-navnet, men den spøg varede kun i kort tid.

Derimod var den musikalske inspiration fra England og The Beatles af en mere længerevarende karakter. Både gruppens første hit, ”Laugh, laugh” fra 1964, og i endnu højere grad efterfølgeren ”Just a little (1965) kunne næsten lige så godt have været Beatles-numre, og en del lyttere i samtiden troede da også, at The Beau Brummels kom fra England. Men begge numre var skrevet af guitaristen Ron Elliott, som også skrev størstedelen af The Beau Brummels´ senere sange - og han var både født og opvokset i Californien.

Karrieren
The Beau Brummels anses i dag for at være den gruppe, der startede bølgen af amerikansk vestkystmusik, som fra midten af 1960´erne skyllede ind over landet, og som kom til at indtage en helt dominerende rolle i den amerikanske rockhistorie. The Beau Brummels var lidt tidligere ude med den britisk inspirerede rockmusik end The Byrds, og gruppen var dermed også pioner i forhold til de talrige senere vestkystgrupper: Jefferson Airplane, Love, The Doors, Moby Grape, osv.

Til gengæld er der ikke så mange i dag, der husker gruppen, og den opnåede heller aldrig samme berømmelse i samtiden som de ovenfor nævnte rockgrupper. The Beau Brummels eksisterede – i forskellige udformninger – fra 1964 til 1968, hvor gruppens femte og sidste LP blev udsendt. Senere fulgte et genforeningsalbum i 1975, og i 2013 kom endnu et udspil fra de overlevende medlemmer af The Beau Brummels, ”Continuum”. Ingen af de senere udgivelser føjer dog noget væsentligt til det indtryk af et usædvanligt talentfuldt band, som de første fem LP´er gav anledning til.

Historien om The Beau Brummels er samtidig historien om en række løbende udskiftninger af gruppemedlemmerne samt en historie om flere musikalske ændringer i gruppens lydbillede i løbet dens 5-årige karriere. Mens inspirationen fra The Beatles og fra den britiske invasion kendetegnede Beau Brummels´ musik på gruppens første to udgivelser, blev dens tredje LP på grund af kontraktmæssige forpligtelser et underligt miskmask af coverversioner af tidens store hits. Derefter bevægede gruppens udtryk sig i retning af en blanding af psykedelisk musik og countrymusik, og afslutnings-LP´en ”Bradley´s barn” (1968) blev indspillet i Nashville med hjælp fra nogle af byens dygtigste countrymusikere.

Det kan forekomme som et stort skridt at gå fra pop over psykedelia til country, men for en af The Beau Brummels´ hovedfigurer, Ron Elliott, var der ikke tale om nogen indre modsætning mellem gruppens udtryksformer på forskellige tidspunkter af karrieren. ”Vi spiller melodisk og rytmisk”, udtalte Elliott i 1965 og fortsatte med at fortælle, at hans gruppe ligesom The Rolling Stones simpelt hen havde en god smag – ”and good taste is more important than speed”. Kvalitet har ingen udløbsdato – og The Beau Brummels´ første singleudspil, ”Laugh, laugh” er da også siden blevet indlemmet i The Rock and Roll Hall of Fame´s liste over ”500 songs that shaped rock and roll”.

Triangle
Hvis man vil have et nogenlunde dækkende indtryk af, hvordan The Beau Brummels lød, er det nok en god ide at starte med en opsamlingsplade med gruppen, hvor man får dens ret forskellige musikalske udtryk dækket ind. Selv har jeg altid været mest begejstret for gruppens fjerde LP, ”Triangle” (1967), som ud over en stribe fine melodier præsenterer forsangeren Sal Valentinos karakteristiske stemme for fuld udblæsning. Valentinos sang var hele tiden en af The Beau Brummels´ primære attraktioner; men på ”Triangle” får sangeren for alvor lejlighed til at demonstrere sin stærkt ekspressive sangstil, og pladens lyriske sange viser desuden med al ønskelig tydelighed, at sangskriveren Ron Elliott langt hen ad vejen skrev sine sange med specielt henblik på Sal Valentinos mørke, udtryksfulde stemme.

Da ”Triangle” blev til var gruppen af forskellige grunde reduceret til kun 3 medlemmer: Elliott, Valentino og bassisten Ron Meagher (som i parentes bemærket blev indkaldt til militæret under indspilningen af pladen). Baggrundssituationen for pladeindspilningen var bl.a. den forudgående covers-plades ringe kommercielle succes, som betød, at de tilbageværende gruppemedlemmer denne gang ønskede at præstere noget ud over det sædvanlige. Samtidig have Ron Elliott fået mere tid til at koncentrere sig om sangskrivningen, fordi han på grund af sukkersyge ikke kunne klare det hårde turnéliv og derfor måtte holde sig i ro.

Disse faktorer bevirkede, at det var et meget gennemarbejdet materiale, gruppen gik i studiet med i 1967, og resultatet af anstrengelserne blev da også derefter – altså rent kunstnerisk. Selv om både ”Triangle” og efterfølgeren ”Bradley´s barn” blev udråbt som mesterværker af kritikerne i samtiden (og i eftertiden), blev ingen af dem kommercielle succeser, hvilket formentlig også er hovedårsagen til, at Elliott og Valentino valgte at gå hver til sit i oktober 1968.

Begge er fortsat i live og er begge godt 80 år i dag; men ingen af dem har været aktive på musikscenen i mange år. Til gengæld lever deres musik stadig i bedste velgående og kan bl.a. høres på bokssættet ”Turn around – The complete recordings 1964-1970” med The Beau Brummels.