JUBILÆUM. I dag er The Minds of 99 så store i Danmark, at der dårligt er nogen andre bands, man kan sammenligne dem med.
Jovist, der er andre danske grupper, der er store nok til at kunne indtage Parken – Suspekt, Volbeat og måske også i fremtiden Tobias Rahim eller Ukendt Kunstner. Men der er ingen andre, der kan spille hele tre så godt som udsolgte koncerter i Parken samme uge.
Det er svært at huske, men for ti år siden ejede Minds of 99 ikke Danmark endnu. De var et lille vækstlagsband, der havde vundet KarriereKanonen, fået nogle gode rotationsplaceringer på P6 Beat og en ‘Ugens Uundgåelige’-placering på P3 med debutsinglen ‘Det er Knud som er død’.
De tre Parken-koncerter falder på tiåret for værket, der startede det hele – bandets selvbetitlede debutalbum, der udkom den 12. maj 2014 og bød på skæringer som ‘Et barn af min tid’, ‘Rav’, ‘Hurtige hænder’ og selvfølgelig ‘Det er Knud som er død’.’
Ingen kunne dengang vide, hvor stort et aftryk det album ville sætte. Ikke kun for The Minds of 99, men for hele Danmarks musiklandskab, der i høj grad stadig befinder sig i eftermælet af dette album.
Hvordan blev albummet til?
Barndomsvennerne Asger Wissing, Mikkel Bech, Jacob Bech og Niels Brandt har spillet musik sammen, siden de dannede bandet No Clue i 1996 – og de var altså bare børn dengang. Et par år efter blev Anders Folke Larsen medlem af bandet, der da havde skiftet navn til Iord, mens Louis Clausen blev en del af vennegruppen uden dog at være en del af deres band.
Som ung tog Niels Brandt på performanceskole i London, og da han vendte hjem, stødte han på en gammel ven ved navn Jonas Kur, der også var blevet sangskriver. Sammen skrev de ‘Hurtige hænder’ og forsøgte uden held at sælge den til diverse kunstnere. Senere stødte Jonas på et postkort med Tom Kristensen-digtet ‘Det er Knud som er død’, som hans far havde lavet, og så skrev de en melodi til teksten.
På baggrund af disse to sange inviterede Niels sine venner på besøg med henblik på at stifte et band. Det band skulle hedde The Minds of 99, og det skulle være et dansksproget punkband. Sekstetten arrangerede derfor en sommerhustur på Fanø, hvor de skulle indspille musik over lidt cannabis og uanede mængder kirsebærvin.
De forsøgte at sende musikken rundt til diverse musikmagasiner og radiostationer uden at få bid, men da de tilmeldte sig KarriereKanonen, begyndte projektet at tage fart – og i 2013 vandt de konkurrencen forud for at have udgivet deres debutsingle. Under endnu en sommerhustur fik de indspillet endnu en bunke sange og finpudset det eksisterende materiale, så et selvbetitlet debutalbum var klar til udgivelse maj 2014.
Det er den korte udgave af fortællingen. Vil man høre den lange udgave, er P3-podcasten ‘Hvem er The Minds of 99’ stærkt anbefalelsesværdig. Den podcast har desuden netop fået en fortsættelse, hvis man er interesseret i den tilsvarende historie for deres seneste album, ‘Infinity Action’.
Hvordan lyder det?
Det kan godt være, at The Minds of 99 i dag er landets største arenarockere, men på debuten havde de jo som bekendt besluttet sig for at være et punkband. Eller måske rettere et postpunkband.
Der er klare paralleller til særligt Joy Divisions særegne blanding af dystre basgange, moody guitarriffs og gennemtrængende synthspor. Men mange af de bedste sange er stadig popnumre, der er bygget klart op omkring vers, omkvæd og c-stykker. Sange som ‘Det er Knud som er død’, ‘Hurtige hænder’ og ‘Barn af min tid’ har store omkvæd, der inviterer til arme i vejret og skrål fra publikum.
Men samtidig er der også mange besynderlige, loopy sange, der med vilje viger meget langt fra hitlistevenlige toner. ‘Fuglebur’ er bare én nonsenslinje gentaget om og om igen over et klubbet groove. ‘Ind at se på stjerner’ er en æterisk, reggae-klingende postpunk-sjæler, der ikke rigtig har noget omkvæd.
‘Tivoli’ er en støjrocket komposition, der langt hen ad vejen er en instrumental udforskning af teksturer. Og afslutteren ‘Natteløb’ er en hundrede procent instrumental sang, hvor en insisterende synthesizer og en hypnotiserende bas synger om kap.
Det er et meget besynderligt album, når man går et spadestik dybere end de store hits. Men vi må også være ærlige og sige, at når dette album har været så skelsættende, at det er værd at markere tiåret, skyldes det ikke de skøre, eksperimenterende numre. Det skyldes først og fremmest de fire store poprock-baskere, der stadig den dag i dag passer ind på alskens playlister.
På tværs af ‘Rav’, ‘Hurtige hænder’, ‘Et barn af min tid’ og ‘Det er Knud som er død’ fik de etableret en lyd, der ubesværet forenede dansksproget lyrik, postpunket nerve og et unægteligt flair for pophooks. Og netop den lyd ville vise sig at have større betydning, end bandet kunne forestille sig.
Hvad har det betydet?
Det er jo ret sjovt, for som sagt er seks ud af ti numre ikke ligefrem indflydelsesrige. Til gengæld er der næppe nogen danske rocksange, der i nyere tid har været mere indflydelsesrige end de resterende fire.
Lad os lige se på, hvem der var de store danske navne i poprock, inden The Minds of 99 debuterede: Nephew, Magtens Korridorer, Carpark North, Rasmus Walter – store, bragende Arena-omkvæd til en generation X, der var blevet voksen og komfortabel.
I det mere indie-klingende segment var der navne, der havde succes med noget a la den pulserende, new wave-klingende synthesizer-rock, som Minds bragte på banen: Turboweekend, Spleen United, Veto, Reptile Youth og I Got You On Tape. Navne, der påfaldende nok alle sang på engelsk.
The Minds of 99 viste, at man sagtens kan lave sådan noget på dansk – og i hælene på poptimisme-revolutionen gjorde de det med sange, der var så proppede med hooks, at de sikkert ville være blevet kaldt sellouts, hvis de havde udgivet albummet bare få år forinden.
Og se så bare på landets poprockscene i dag. Et nyt kuld er kommet til i kølvandet på Minds, og mange af disse bands synger netop på dansk med en lyd, der har klare rødder i new wave og ikke mindst genrens brug af synthesizere: Zar Paulo, Barselona, Jung, Sauna Senere, Patina, Pauline, Fräulein, Kalaset, Statisk, Aphaca, Drengestreger, Såforsatan, Undertekst, Blikfang og Høker er blot et lille udpluk af de navne, der er kommet til.
Selv hvis disse navne ikke har været bevidst inspirerede af Minds, har bandets succes været med til at skabe et økosystem, hvor disse gruppers take på dansksproget poprock kan trives.
Det er med andre ord ikke til at sige, hvordan dansk rock ville lyde, hvis Niels Brandt aldrig havde fået et postkort med et Tom Kristensen-digt. Så tak til barndomsvennen Jonas for at give ham det!