FCM-træner efter sejr i Parken: 'Nu er det i vores egne hænder'

FC Midtjylland fører Superligaen med to point ned til nummer to fra Brøndby.

FC Midtjylland er nyt tophold i Superligaen. Torsdag slog de FC København med 2-1 i Parken i et opgør, som havde det meste.

Derfor glæder det også FCM-træner Thomas Thomasberg, at det var midtjyderne, som trak det længste strå.

Han erkender nemlig, at det efter første halvleg var et lille mirakel, at tavlen viste 2-0 til gæsterne.

- Det vigtigste var, at vi fik en sejr. Men jeg synes ikke, vi spiller den bedste første halvleg, og alligevel er vi foran 2-0. Vi får bedre fat efter pausen, men det bliver alligevel spændende til sidst, siger Thomas Thomasberg.

- Men vi leverer en mandfolkeindsats, og jeg er glad for, at vi kunne give vores fans en god tur hjem.

Kampanalysen deler FCM-forsvarer Mads Bech Sørensen, som med et stort smil på læben kunne sætte ord på egen og holdets indsats.

- Det var en vanvittig kamp, og vi står med en fed følelse nu. Den havde mere eller mindre alt, hvad man kan bede om i en fodboldkamp.

- Vi fighter den hjem. Der bliver kæmpet stenhårdt. Vi er pressede i store del af kampen, men vi står sammen som hold, og det gave pote i sidste ende, siger Mads Bech Sørensen.

FCM kan selv afgøre guldkampen

Sejren i Parken sender FC Midtjylland op på Superligaens førsteplads, to point foran Brøndby, tre foran FC København og fem foran FC Nordsjælland.

Dermed er midtjyderne nu i pole position til DM-guldet. Sejre i sæsonens to sidste kampe, og champagnen kan poppe på heden, for første gang siden 2020.

- Nu er det i vores egne hænder, lyder det da også fra Thomas Thomasberg.

- Og det var bestemt ikke let at skulle herind (I parken, red) og vinde, og nu venter der en ligså svær kamp på mandag i Nordsjælland.

Men er der en ting, som dette mesterskabsspil har lært Superligafans, er det, at ingen tophold kan vide sig sikre på duksepladsen. Thomas Thomasberg og FC Midtjylland har dog også både været nummer et, to, tre og fire indenfor den seneste måned.

- Selvom jeg elsker at tælle og også kan se en masse scenarier, finder jeg ud af hver eneste gang, at det alligevel ikke ender, som man regner med, siger han.

- Det vi kan gøre noget ved selv, er selvfølgelig at få tre point de to sidste kampe, og det begynder på mandag, siger FCM-træneren.

Med sejren erobrede FCM førstepladsen i Superligaen med 61 point. FCK røg fra førstepladsen ned på tredjepladsen med 58 point.

Imellem de to hold er Brøndby nu placeret med 59 point. Brøndby vandt onsdag over FC Nordsjælland, der er den tætte topstrids nummer fire med 56 point.