Fra manden bag ’Babe den kække gris’ og ’Happy Feet’ kommer nu … ’Mad Max: Fury Road’.
Der findes næppe en instruktør, hvis films yderpoler står længere fra hinanden, end George Miller.
For hvor er den røde tråd i en filmografi, der strækker sig fra den talende hyrdegris Babe til den ensomme vandrer Max Rockatansky?
De fleste vil utvivlsomt kende ham bedst som manden bag de rasende ’Mad Max’-film, som i slutningen af 70’erne og ind i 80’erne introducerede verden til aussie-sploitation og Mel Gibson, hvor konvojer af pansrede dødskasser banker ind i hinanden i den postapokalyptiske outback down-under.
Men selv inden for denne franchise er der modhager i fortællingen. For der er immervæk langt imellem den nihilistiske originale film fra 1979, der dystert reflekterer over volden i biluheld, og som ikke engang foregår i en postapokalyptisk verden, til Doof Warrior’eren, der fræser fingrene over sin flammekasterspade på toppen af en mobil koncertplatform i ’Mad Max: Fury Road’.
At Millers nyeste spadestik, ’Furiosa: A Mad Max Saga’, er hans femte svingom med arrige mænd og kvinder, der har benzin i blodet og road rage i øjnene, er således ingen garanti for, at den vil følge i de markante dækspor lagt af ’Fury Road’, måske den bedste actionfilm nogensinde.
Men der er faktisk en logik bag Georges Millers alsidige galskab.
To fatale helikopterulykker
Ligesom sin mytologiske helteskikkelse Max har Millers vej igennem filmlandskabet været præget af utrolig modgang og smerte, som han har overkommet igennem en fantastisk snarrådighed.
Faktisk lå det slet ikke i kortene, at australieren skulle være instruktør.
Han uddannede sig i medicin, men blev bidt af film, da han mødte sin samarbejdspartner Byron Kennedy. Det var i sit arbejde som akutlæge, at han fik ideen til ’Mad Max’ baseret på alle de modbydelige skader fra biluheld, som han oplevede i sin hverdag.
Med succesen fra de første to ’Mad Max’-film hjalp Miller og Kennedy med at skabe en mainstream filmindustri i Australien sammen med en række andre instruktører som Peter Weir (’Picnic at Hanging Rock’) og Gillian Armstrong (’My Brilliant Career’).
Det burde have været begyndelsen på de to mænds smukke partnerskab, men skæbnens grusomme ironi ville det anderledes. I 1983 – under præproduktionen til ’Mad Max: Beyond Thunderdome’ – omkom Kennedy i et helikopterstyrt.
Ulykken skete samme år, som antologifilmen ’Twilight Zone the Movie’ udkom. Her instruerede Miller et af de fire segmenter – de tre andre instruktører var John Landis, Joe Dante og Steven Spielberg.
Det skulle have været Millers adgangsbillet til den store liga, men produktionen vil for evigt blive husket for én horribel begivenhed, hvor Landis’ idiotiske skødesløshed forårsagede flere menneskers (heriblandt to børns!) død under en helikopterroter-ulykke på settet.
Og ulykkesfuglene stoppede aldrig for alvor med at lande på Millers tag efter det fatale år.
Vejen til ’Fury Road’
Da han skulle instruere sin sorthumoristiske kønskomedie ’The Witches of Eastwick’ med Cher, Susan Sarandon og Michelle Pfeiffer, blev han bundet på hænder og fødder af skeptiske producergribbe fra Warner Bros., der læste Millers rolige gemyt som et svaghedstegn.
Den oplevelse gentog sig under produktionen af ’Mad Max: Fury Road’, hvor Warners roterende svingdør af pengefolk fik kolde fødder over den ekstravagante actionfilm, som involverede mere end 200 fartøjer og 1700 arbejdere på settet.
Problemerne ramte ham sågar i ansigtet på den anden side af produktionen som en boomerang, da hans produktionsfirma Kennedy Miller Mitchell sagsøgte filmstudiet for ubetalte bonusser, hvilket satte fremtidige planer for flere ’Mad Max’-film på køl.
Altså indtil nu, næsten ti år senere.
Det er kun toppen af isbjerget, når det kommer til ’Fury Road’s veldokumenterede og omtumlede vej til biograferne.
Miller fik ideen til filmen, mens han stod ved et gadekryds i L.A. tilbage i 1998 og havde planlagt at filme sit færdigtegnede storyboard i 2003. Men uenigheder med den originale Max-skuespiller, Mel Gibson (rest in piss), den nye skuespillers tragiske dødsfald (Heath Ledger, rest in peace), nedbør, krige og inflation udskød gang på gang filmen.
Med evighedsprojekter som disse ender slutresultatet ofte som en maltrakteret skygge af den oprindelige vision. Tænk blot på det værste Monty Python-medlem Terry Gilliam og hans magnum opus ’The Man Who Killed Don Quixote’. Efter at have været i støbeskeen i en menneskealder blev den patetiske farce slagtet, da den endelig kravlede over målstregen i 2018.
Sådan gik det – som vi alle nu ved – heldigvis ikke for George Miller.
Intet håb, kun oprejsning
Med ’Fury Road’ leverede den dengang 70-årige mand et overlegent stykke action af den slags, man kun ser én gang i en generation.
Og samtidig fortalte han en forløsende fabel om kvindefrigørelse i ansigtet på patriarkatets tyranni. En historie, der blot er blevet mere deprimerende relevant siden.
Om bord på sin tonstunge war rig og med en forhutlet Max (en storgryntende Tom Hardy) på passagersædet drøner imperatoren Furiosa (Charlize Theron) mod frihed med tyrannen Immortan Joes konkubinebrude i lasten. Blot for at vende om og erobre sine fjenders fort.
Filmens triumferende vanvidsflugt fra og tilbage til virkeligheden reflekterer på en og samme tid dens egen umulige skabelsesberetning og ikke mindst Millers egen rejse igennem karrieren.
Hen imod dens eksplosive finale får Max sin kompagnon Furiosa til at vende sig mod de dæmoner, hun er flygtet fra. Ikke ud af håb, men – måske – for at få en smule oprejsning, som han siger.
Det er et sjældent positivt budskab i en film, hvor alle for længst har mistet deres menneskelighed. Og samtidig det hjerteblod, der pumper rundt i samtlige af Millers film.
Som med de tre hekse fra ’The Witches of Eastwick’, der samler deres fælles kræfter mod Satan selv i form af en MRA-parat Jack Nicholson. Og den frejdige pingvin Mumble, som får menneskene til at stoppe industrifiskeri ved at stepdanse (!?). Eller børnestammen i ’Beyond Thunderdome’, som tænder et lille lys i Sydneys mennesketomme ruinhob.
Ja, selv Babe, som finder sin plads på gården og i livet ved at hyrde får.
Den ensomme helt
Instruktørens mest nihilistiske film er uden sammenligning de to første ’Mad Max’-film.
I den originale lænker Max en ung punker til en eksplosionsklar bil – med en bensav som den eneste udvej (sig pænt goddag til ophavet bag ’Saw’). Og i ’The Road Warrior’ er det Max’ tur til at blive trynet, da han bruges som afledning med en wheeler fyldt med sand i stedet for det vand, han var blevet stillet i udsigt.
Det sorte verdenssyn ændrede sig altså umiddelbart efter Kennedys tragiske død, og det nye perspektiv virker til at have fæstnet sig i Millers mentalitet lige siden.
Selv i instruktørens mørkeste film, det maksimalistiske mesterværk ’Babe: Pig in the City’, hvor den bedårende grisling konfronteres af kyniske orangutanger, blodtørstige pitbulls og prostituerede pudler (sikke en film!), finder Babe altid det gode i folkene omkring sig som en proto-Paddington.
Det positive udsyn i mødet med urokkelig modstand virker ikke til at ændre sig lige foreløbig.
»Hvor var du på vej hen med alt det håb? Der er intet håb!« skriger Chris Hemsworths skurk i traileren til ’Furiosa’, så det risler koldt ned ad ryggen.
Men selv uden håb er der i Millers film altid en vej til oprejsning for dem, som er villige til at se ud over egne behov og konfrontere tyrannerne.
Som han selv sagde i et interview tilbage i 1996:
»Jeg ser ikke Babe og Max som frygteligt forskellige. Afhængig af dit perspektiv er kaosset i slutningen af dette årtusind enten en ny begyndelse eller dommedag. ’Mad Max’ er det ene, ’Babe’ den anden, lysere side«.
’Furiosa: A Mad Max Saga’ får verdenspremiere på Cannes Film Festival 15. maj og dansk premiere 22. maj.