"Hun har stadig sit lille, brune ansigt, sine fletninger, sit hår," bemærker Clovisnerys Bejarano om sin mor.
Der er bare lige det ved det, at 63-årige Bejaranos mor har været død i 50 år og lige nu ligger i en glaskiste på et lokalt museum.
Hun har nemlig ligget begravet i en helt særlig by i Colombia, hvor tidens tand ikke har samme effekt på de begravede som de fleste andre steder.
Der er mange teorier om, hvorfor kirkegården i den lille bjerglandsby San Bernardo i Colombia er hjemsted for så mange mumificerede lig.
De meget troende mener, at det må skyldes en guddommelig indblanding af en eller anden art. Men de kan ikke blive enige om, hvorvidt det er en belønning eller straf fra det høje.
Nogle indbyggere i San Bernardo kæder de mange spontane mumificeringer sammen med landsbyens tempererede klima. Andre ser det som en positiv konsekvens af et aktivt liv med at dyrke jorden højt i bjergene.
Men over årene er flere forskere ankommet til den lille by i Andesbjergerne, omkring 100 km fra hovedstaden Bogota, for at kaste et nøgternt blik på kirkegårdens mange velbevarede afdøde.
De har gravet 100 grave på kirkegården op, nogle helt tilbage fra 1960'erne.
Normalt rådner et lig væk inden for et årti, men ikke Clovisnerys Bejaranos mor, der døde i 1970'erne. Hendes mumificerede hånd knuger stadig en plast-rose, hun fik med i graven.
Varm bjergskråning gør grave til små ovne
Forskerne kan endnu ikke sige med sikkerhed, hvad der får de begravede til at mumificere i deres kister.
Men den stærkeste hypotese er ifølge størstedelen af dem, at kirkegårdens beliggenhed på en vindblæst bjergside spiller en afgørende rolle for den spontane mumificering.
Den konstante vind og høje temperatur gør gravene til noget, der minder om en ovn, fortæller antropologen Daniela Betancourt fra University of Colombia til Agence France-Presse.
"De dehydrerer dig," forklarer Betancourt, og det kan sløve forrådnelsesprocessen.
For nogle af beboerne i San Bernardo er der en trøst i, at afdøde familiemedlemmer ikke forsvinder helt på samme måde som andre steder.
Clovisnerys Bejarano fik sin mor gravet op i 2001, og nu kan hun besøge hende på det lokale museum, når hun vil.