Hvilke 10 filmmænd bliver afsløret som MeToo-krænkere denne uge? Filmverdenen holder vejret / En eksplosiv liste

Hvilke 10 filmmænd bliver afsløret som MeToo-krænkere denne uge? Filmverdenen holder vejret

Efter megen modstand mod MeToo har Frankrig fået deres Sofie Linde-øjeblik. Og nu forlyder det, at 10 mænd vil blive anklaget for overgreb under den store Cannes Film Festival, der starter i dag. Men findes listen virkelig – og vil den i så fald se dagens lys?
Hvilke 10 filmmænd bliver afsløret som MeToo-krænkere denne uge? Filmverdenen holder vejret
Judith Godreche under Cesar Film Awards tidligere i år. (Foto: Stephane Cardinale - Corbis/Corbis via Getty Images)

En liste truer med at ødelægge den gode stemning, når en af årets allerstørste filmbegivenheder går i luften i dag.

En eksplosiv liste med 10 navne. Navne på instruktører og skuespillere, der har begået overgreb mod kvinder.

Ingen ved endnu, om listen faktisk findes, eller om den rent faktisk bliver offentliggjort under Cannes Film Festival, der sammen med Oscar-showet er filmårets mest prominente udstillingsvindue.

Men rygterne er så vedholdende, at listen bliver omtalt i velansete franske medier som Le Figaro, der kan fortælle, at festivalen har et kriseteam klar, til hvis det hele bryder løs.

Efter sigende er listen allerede sendt anonymt til det nationale filmcenter i Paris og flere af Frankrigs største filmselskaber, og der spekuleres i, at den bliver offentliggjort i forbindelse med onsdagens premiere under festivalen på Judith Godreches kortfilm ’Mon Aussi’ (MeToo på fransk).

Sexscene med 45 takes

At afsløringen knyttes op på Godreche er intet tilfælde. Skuespilleren og instruktøren er nemlig blevet foregangskvinde for en ny MeToo-bølge i Frankrig, efter hun i januar anklagede den velansete, i dag 77-årige instruktør Benoit Jacquot for voldtægt på en mindreårig tilbage i 80’erne.

Godreche blev castet til Jacquots film ’Les Mendiants’, da hun var ung teenager, og beretter, hvordan Jacquot indledte et seksuelt forhold til hende, da hun var 14. Et forhold, der varede de følgende seks år. Hun beretter om vold og magtmanipulation, og til Politiken har hun fortalt, at hun følte sig som Natascha Kampusch, der kom fri af sit fangenskab, da hun endelig fik stoppet forholdet.

Jacquot har erkendt, at de havde et forhold, men beretter, at det var et gensidigt kærlighedsforhold, og at de først havde sex, da hun var 15, den seksuelle lavalder i Frankrig. Han fastholder, at det var ham, der var under hendes fortryllelse …

Judith Godreche og Jacques Doillon i ‘The 15 Year Old Girl’. (Foto: PR)

Godreche har også anklaget den mindre kendte instruktør Jacques Doillon for voldtægt. Godreche medvirkede i Doillons film ’The 15 Year Old Girl’, hvor hun spiller en pige, der indleder et seksuelt forhold til sin kærestes far.

Faren blev spillet af Doillon selv. Godreche beretter, at han brugte 45 takes på at få en sexscene mellem dem i hus. Doillon har afvist anklagerne om overgreb og vil sagsøge Godreche for injurier.

I kølvandet er flere anklager mod begge instruktører kommet frem. Og Godreches hårrejsende historier har fået en flodbølge af MeToo-historier fra underholdningsindustrien til at skylle ind over Frankrig.

Ligesom Danmark fik en forsinket MeToo-bølge med Sofie Linde, har Frankrig fået det med Judith Godreche. Det franske parlament har nu på Godreches foranledning lovet, at de vil undersøge overgreb i kultur- og underholdningsindustrien.

Udvandrede fra prisshow

Det er et seismisk skifte i Frankrigs forhold til MeToo. Mens Danmark inden Sofie Linde havde det, man vel kan kalde et konsensusopbakkende, men søvnigt forhold til MeToo, har det franske kulturliv nærmest fra start været splittet.

I 2018 skrev 100 kvinder fra den franske underholdningsbranche, med skuespillerikonet Catherine Deneuve som den mest prominente, under på et indlæg til Le Monde, hvor de advarede mod, at MeToo førte til puritanisme, og fastholdte, at man skulle have lov til at flirte. Mange har talt dunder imod den renskurede amerikanske moral.

Mens alle på overfladen har bakket op om MeToo i Hollywood, har spændingerne altså været anderledes ophedede i Frankrig. I 2020 udvandrede den prominente skuespiller Adele Haenel fra Frankrigs svar på Oscar-showet, Cesar Awards, da Roman Polanski – som blev dømt for voldtægt på en mindreårig i slutningen af 70’erne – fik en pris for bedste instruktør. »Bravo la pédophilie«, råbte hun på vejen ud.

Cannes Film Festival, som på mange måder er fransk films kunstneriske centrum, har ligeledes stået i en akavet position. Man har selvfølgelig bakket op om opgøret mod overgrebsmænd i filmbranchen, men samtidig har man plejet relationen til kontroversielle instruktører og figurer – så sent som sidste år tog festivalen varmt imod Johnny Depp, der medvirkede i den voldsanklagede, kvindelige anti-MeToo-instruktør Maïwenns film ’Jeanne du Barry’.

Uden polemik? Næppe

Imens spøger festivalens egen medskyldighed i Harvey Weinsteins ugerninger stadig. Flere af Weinsteins overgreb fandt sted under Cannes-festivalen, og i 2018 brugte skuespiller Asia Argento scenen på Croisetten til at fortælle om, hvordan produceren voldtog hende under festivalen.

Cannes-festivalen har generelt ry for at imødekomme kravet om diversitet med fodslæbende skridt, men man fornemmer, at der er sket et skifte, efter Iris Knobloch i 2022 trådte til som præsident for festivalen som den første kvinde. Festivalen afviste således sidste år Woody Allens nyeste film, måske ikke ud af moralske hensyn, men fordi man ville undgå al den ballade, det ville medføre.

Og mens hovedprogrammet stadig er markant mandsdomineret, snubler man nærmest over sine egne ben for at hylde kvinder på andre måder. Alene på festivalens første dage skal Meryl Streep og Andrea Arnold modtage ærespriser.

Cannes-cheferne Thierry Fremaux og Iris Knobloch omringer årets jurypræsident Greta Gerwig efter en middag mandag. (Foto: Marc Piasecki/GC Images)

Under sin pressekonference i går sagde den magtfulde programchef Thierry Fremaux, at han håbede, at de ville undgå »polemik« ved årets festival, men intet tyder på, at han får sit ønske opfyldt.

For efter alt at dømme er MeToo-virkeligheden nu ved at dæmre også i Frankrig. Benoit Jacquots forhold til sin purunge skuespiller var alment kendt i 80’erne, men med Judith Godreches vidnesbyrd virker det til, at man begynder at forstå, at en ældre mands forhold til en teenager, som han har magten over, aldrig er ok.

Til oktober skal en af fransk films største stjerner gennem tiden, Gerard Depardieu, i øvrigt for retten for overgreb på to kvinder.

Manden og værket

Iris Knobloch har udtalt, at festivalen holder nøje øje med situationen omkring den potentielle liste med 10 navne, men at man vil vurdere det sag for sag. Det er umuligt at spå om, hvorvidt listen ’blot’ omtaler navne, der allerede har været i MeToo-vælten, som Benoit Jacquot, Depardieu og instruktøren Luc Besson, eller om den også indeholder helt nye anklager.

Hvis den da overhovedet findes – og hvis den overhovedet bliver offentliggjort.

Benoit Jacquot med instruktørkollega Luc Besson under Berlin-festivalen i 2018. (Foto: Dominique Charriau/WireImage)

Festivalen kan komme til at stå i en prekær situation, hvor de præsenterer nye film af instruktører eller med skuespillere, der under selvsamme festival anklages for overgreb. Vælger de at trække film ud af programmet, vil det være et historisk skridt for en festival, der altid har insisteret på at adskille manden og værket. Altså bortset fra hvis man kommer med nazi-jokes for åben mikrofon som vor egen Lars von Trier, der blev persona non grata i 2011.

Bevågenheden vil i hvert fald være massiv, når Judith Godreche præsenter ’Mon Aussi’ onsdag aften. Så må vi se, om afsløringsrygterne er en storm i et glas vand.

Cannes Film Festival løber 14.-25. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af